Drømmen om det vestlige USA

21-dages kør-selv-forslag med alt det bedste i det vestlige USA

Storbyer, Stillehav og nationalparker. Tag på en uforglemmelig rejse igennem det vestlige USA. Oplev alle kontrasterne, når I kører fra strålende millionbyer langs den forrevne Stillehavskyst til monumentale bjergformationer og ørkenlandskaberne i The Wild, Wild West. Denne 21-dages rundrejse giver jer det absolut bedste af det vestlige USA.

Vi har lagt ruten, så I kan besøge en lang række af de store nationalparker, men også nogle mindre og knapt så kendte statsparker. Kombinationen af vanvittig smuk natur og storbyerne San Francisco, Los Angeles og Las Vegas giver jer optimale muligheder for en komplet rejse. 

Bemærk, at Highway 1 pt er lukket for gennemkørsel på en kortere strækning. Læs mere her. 

Fra 27.817 kr.  
pr. person i dobbeltværelse inkl. flybillet med bagage og forplejning, 20 hotelovernatninger på gode standardhoteller, 19 dages leje af en mellemstørrelse bil inkl. fri km. og forsikring, gondoltur i Palm Springs, dækning af Pakkerejseloven og Rejsegarantifonden.

Rejseperiode:  
April - oktober  
Vi anbefaler maj - september  

Startdag:   
Daglig  

Varighed:  
21 dage/20 nætter  

Længde:   
Ca. 3.740 km

Klimapåvirkning:  
8.230 kg CO2 samlet for 2 personer - mere om grønnere kør-selv-ferier

Højdepunkter på turen:

  • San Francisco
  • Highway 1
  • Los Angeles
  • Grand Canyon
  • Monument Valley
  • Bryce og Zion National Park
  • Las Vegas
  • Yosemite National Park 

Udflugtspakke se her »

Vi skræddersyr    
Dette kør-selv-forslag kan tilpasses jeres egne ønsker. Vælg selv:

  • type lejebil
  • rejserute
  • antal dage
  • hotelstandard

Få et tilbud »

 

Dagsprogram

Afrejse Danmark - San Francisco, Californien

Velkommen til San Francisco, juvelen ved Stillehavet, man bare ikke kan få nok af. Efter ankomst i lufthavnen kan I vælge at hente jeres bil og køre ind til byen eller I kan tage toget, der går direkte ind til byen. I San Francisco er det dyrt at parkere, og I vil ikke have brug for bilen, før I forlader byen og tager mod syd ad Highway 1, så vi anbefaler toget.

Mange besøgende ankommer til San Francisco sidst på eftermiddagen og kan derfor nå at smage lidt på byen allerede den første aften. Et oplagt forslag er at tage sporvognen til Fishermans's Wharf med det hyggelige shopping- og forlystelsesområde Pier 39. Her kan I også få lidt at spise, inden I tager tilbage til hotellet for at få en god nats søvn.   

Dagens højdepunkter:

•    De klassiske kabelsporvogne, der stædigt kravler op ad byens stejle gader 
•    Fisherman’s Wharf med de brølende søløver, der slikker solskin på Pier 39 

Overnatning i San Francisco
 

Oplevelser i og omkring San Francisco

Dagen er sat af til oplevelser i San Francisco. I bor centralt i byen og har let adgang til de mange seværdigheder. Er det fængselsøen Alcatraz, der står højt på ønskesedlen, så husk at bestille billetter i forvejen og afsæt mindst tre timer. 

Har I lyst til at få rørt benene, så tag turen over Golden Gate Bridge på cykel og fortsætte til den lille hyggelige by Sausalito, hvorfra I kan tage færgen tilbage (turen er inkl. i udflugtspakken). Chinatown kan passende nydes på en aftentur, hvor der er rig mulighed for at spise kinesisk eller bare smage de små Fortune cookies. Husk også at shoppe lidt i de mange forretninger omkring Union Square. 

Dagens højdepunkter:

•    Byens vartegn, Golden Gate Bridge, ved udmundingen af San Francisco bugten til Stillehavet
•    Alcatraz, fængselsøen, der var frygtet af selv de mest hårdkogte kriminelle  
•    Chinatown og de andre farverige kvarterer, som giver San Francisco en speciel puls og stemning

Overnatning i San Francisco

San Francisco – Monterey (190 km/3 timer)

I dag henter i jeres leje bil og sætter kurs mod syd. I kan roligt glæde jer, for der er masser af udsigt over Stillehavet. Lav evt. et stop undervejs i Santa Cruz, en hyggelig kystby med en stor, gammel boardwalk ved stranden med tilhørende forlystelsespark.

I Monterey skal I naturligvis opleve den berømte Cannery Row med de gamle sardinfabrikker, kendt fra John Steinbecks romaner. Her finder I også et af USA’s bedste akvarier, Monterey Bay Aquarium, med fisk fra Stillehavet ud for Monterey. Vi anbefaler jer en tur på havet, for Monterey er er et af verdens bedste steder at tage på hvalsafari (turen er inkl. i udflugtspakken).

Dagens højdepunkter:

  • Santa Cruz og den gamle trærutsjebane The Big Dipper
  • Byen Monterey med Cannery Row og det imponerende Monterey Bay Aquarium
  • Hvalsafari fra Old Fisherman's Wharf. Hold udkig efter søløver og hvaler 
     

Overnatning i Monterey

Monterey – Pismo Beach, Californien (275 km/5 timer)

Start dagen med at at køre ad 17 Mile Drive, gennem millionærernes paradis, hvor nogle af verdens dyreste golfbaner og villaer ligger. Der skal betales entre, men turen er alle pengene værd og slutter i den mondæne badeby Carmel-by-the-Sea. Kør et smut forbi den charmerende strand, hvor områdets velhavere lufter hund eller tager et morgenbad i Stillehavet.

I fortsætter nu ned ad Highway 1, og i dag venter jer en af verdens smukkeste køreture, så giv jer god tid til at nyde oplevelserne. Klippekysten begynder at skyde i vejret og I kører langs stejle klippesider på kanten af Stillehavet. Det ene udsigtspunkt afløser det andet, på vej mod Big Sur. Længere mod syd flader landskabet ud, og så dukker Hearst Castle op,  Sidst på dagen kører I igen ud til kysten og byen Pismo Beach.

Dagens højdepunkter:

  • Byen Carmel, en velhavende charmerende by, hvor Clint Eastwood har været borgmester
  • Vejen langs Stillehavet, Highway 1, med imponerende natur og udsigtspunkter
  • Hearst Castle, avismillionæren William Randolph Hearsts sommerslot i middelhavsstil., som I bør afsætte mindst tre timer til at besøge. 
  • Søelefanter på stranden nær San Simeon


Overnatning i Pismo Beach

Pismo Beach - Los Angeles/Anaheim, Californien (345 km/4 timer)

Turen i dag går igennem det kuperede vinområde syd for Santa Maria, hvor druerne vokser i frodige dale mellem tågedækkede bjergtoppe. Læg vejen forbi Solvang, den gamle danske koloni med stråtækte huse og vindmøller, hvor danske traditioner stadig dyrkes, om end i lidt forvrænget form.  Er I til vin, så besøg vingårdene i Santa Ynez Valley. Herfra går turen tilbage til kysten  og en af USA’s smukkeste kystbyer, Santa Barbara. Den spanskinspirerede gamle bydel og gyldne strande danner rammen om en skøn pause, inden I fortsætter mod Los Angeles og Anaheim.

Dagens højdepunkter:

  • Danskerkolonien Solvang og vingårdene i nærliggende Santa Ynez Valley
  • Mondæne Santa Barbara med palmer, strandpromenade og små butikker


Overnatning i Anaheim.

Ophold i Los Angeles/Anaheim

Hollywood, Beverly Hills, The Valley eller strandbyerne Santa Monica og Venice Beach. Los Angeles er fuld af trendy, multikulturelle kvarterer, der hver især viser jer byen i et nyt lys. Besøg det nærliggende Disneyland eller Universal Studios i Hollywood og få en underholdende dag for hele familien. Er I mere til stjerner og kendisser vil Beverly Hills og den dyre indkøbsgade Rodeo Drive være oplagt for jer. 

Los Angeles er stor, så hvis I hjemmefra ved hvad I gerne vil opleve, kan vi evt. finde et hotel i nærheden. Vi har valgt et hotel i Anaheim, der ligger tæt på Disneyland. 

Dagens højdepunkter:

•    Disneyland med Micky Mouse og alle hans venner
•    Santa Monica med den historiske Santa Monica Pier og Venice Beach's strandpromenade fyldt med solbrune kroppe, der træner de store muskler  
•    Universal Studios med underholdning og forlystelser i den mest kendte film-temapark i Hollywood 
•    Beverly Hills, Rodeo Drive og Hollywood Boulevard med Chinese Theater, hvor skuespillernes fod- og håndaftryk ses i fliserne udenfor

Overnatning i Anaheim

Los Angeles/Anaheim - Palm Springs, Californien (145 km/2 timer)

Turen i dag hører til blandt de kortere køreture, når I fortsætter til Palm Springs, øst for Los Angeles. I Palm Springs venter der afslapning ved poolen, hvor I kan forvente dejlig varme, da byen ligger i et ørkenlandskab.

Omkring 20 km inden I når til Palm Springs, kører I gennem Cabazon. Her ligger et af de bedste Premium Outlets, hvor der er mulighed for også at købe luxury brands som fx Gucci, til outletpriser. 

Dagens højdepunkter:

•    Shop undervejs i Desert Hills Premium Outlets i Cabazon og køb mærkevarer til billige penge
•    I Palm Springs kan I tage en gondol op ad det nærliggende bjerg og få en unik udsigt over byen og de omkringliggende bjerge (turen er inkluderet i rejsens pris)

Overnatning i Palm Springs.

Palm Springs - Lake Havasu, Arizona (315 km/4 timer)

Fra Palm Springs går det nu mod Lake Havasu. Undervejs kører I langs Joshua Tree National Park, som I har mulighed for at køre igennem uden at lægge særlig mange kilometer til ruten. Det er klart turen værd. 

Fremme i Lake Havasu har I mulighed for at nyde en kølig dukkert og slappe lidt af ved en af strandene eller leje en båd og tage en tur på vandet. Læg mærke til London Bridge, broen der oprindeligt blev opført i London, hvor den krydsede Themsen. I dag krydser broen Coloradofloden/Lake Havasu.

Dagens højdepunkter:

•    Besøg Joshua Tree National Park og oplev de sjove Joshua Trees, der er en palmeart, der står og strækker sine arme op mod himlen.
•    Lake Havasu med strande og historiske London Bridge. 

Overnatning i Lake Havasu City.   

Lake Havasu – Grand Canyon Southrim, Arizona (375 km/4 timer)

Glæd jer til en naturoplevelse ud over det sædvanlige, mens I kører afsted mod fantastiske Grand Canyon. I kan vælge at køre ad den legendariske hovedvej Route 66, en tur der er små 30 km længere end den direkte rute. Her kommer I forbi autentiske road stops som byen Kingman, præriebyen Truxton, den historiske Hackberry General Store, der er et Route 66 ”must see”, og autentiske Seligman.

Vel ankommet til Grand Canyon møder jer et syn, I aldrig vil glemme. Nyd det fantastiske panorama over kløften, der aldrig skuffer. 

Dagens højdepunkter:

•    Legendariske Route 66 med de små sjove byer som Kingman og Hackberry.
•    Grand Canyon med panorama-view over kløften og få en oplevelse for livet. 

Overnatning i Tusayan, direkte ved indgangen til Grand Canyon National Park.

Oplevelser i Grand Canyon

Dagen er sat af til oplevelser i Grand Canyon. Et af højdepunkterne på enhver rejse eller i ethvert liv. Dette naturvidunder er udskåret af ældgamle klippeblokke af Colorado-floden og giver alle besøgende et indblik i de enorme kræfter, som naturen råder over. Der er mange måder at opleve Grand Canyons skønhed på, deriblandt vandreture med eller uden guide og rundture med fly eller helikopter.

Dagens højdepunkter:

•    Benyt jer af de gratis busser i nationalparken, så I kan komme tæt på de mange imponerende udsigtspunkter og skønne vandrestier.
•    Nyd synet at solen, der går op eller ned, og se hvordan klippene skifter farve i takt med solens stråler flytter sig. 

Overnatning i Tusayan, direkte ved indgangen til Grand Canyon National Park.

Grand Canyon – Monument Valley, Arizona (285 km/3,5 timer)

Det fascinerende og tyndt befolkede Navajo-reservat ligger for jeres fødder i dag, og målet for dagens køretur er det ikoniske landskab i Monument Valley. De rødlige, fritstående klipper har været kulisse i mange westernfilm; mere amerikansk bliver det næppe. Landskabet er formet af erosion gennem flere millioner af år, hvor vand, vind og vejr har fået den bløde overflade til at forsvinde, så kun de hårdeste strukturer står tilbage.

Dagens højdepunkt:

•    Et besøg i Monument Valley, hvor I kommer tæt på de imponerende klippeformationer. Vi anbefaler I køber en guidet tur, så I får mest muligt ud af jeres besøg (turen er inkl. i udflugtspakken).

Overnatning i Kayenta, nær Monument Valley.

Monument Valley – Page/Lake Powell, Arizona (170 km/ 2 timer)

Efter en køretur igennem et langstrakt fladt landskab kommer I til Lake Powell, en opdæmmet sø, der har dannet et specielt, men uhyre smukt sølandskab. Her kan I bruge dagen på bådture, vandski, kano- eller vandreture i de imponerende omgivelser. I kan også besøge Glen Canyon Visitor Center og se den gigantiske dæmning.

Inden I kommer til Page, så tag en lille afstikker mod syd af Highway 89, hvor Horseshoe Bend ligger. Her får I en en af de smukkeste og mest dramatiske udsigter til Coloradofloden. Fra Page kan I tage på en udflugt til Antelope Canyon, hvor farvespillet i klipperne slår selv de største forventninger.  

Dagens højdepunkt:

•    Et besøg ved Horseshoe Bend, hvor Coloradofloden næsten laver en sløjfe på sig selv.
•    Antilope Canyon med de orangerøde klipper, hvor lyset, der finder vej gennem sprækker og huller reflekteres i en eksplosion af farvenuancer (turen er inkl. i udflugtspakken).
•    Lake Powell, der er USA's næststørste kunstige sø -  et vidunderligt rekreativt område.  

Overnatning i Page.

Lake Powell – Bryce Canyon, Utah (240 km/3 timer)

En ny nationalpark venter jer i dag. I Bryce Canyon vil I opleve et eventyrlandskab med kunstneriske klippeformationer i et væld af gule og røde nuancer. Det eroderede landskab står nærmest som en forstenet skov, og I kan selv bestemme om I vil udforske det til fods eller indtage det fra nogle af de mange udsigtspunkter. Uanset er det en helt speciel oplevelse at stå midt i det glødende rød-gule stenunivers.

Dagens højdepunkt:

•    Besøget i Bryce Canyon med de fantastiske rød-gule klippetårne, der strækker sig mod himlen - de kaldes for 'hoodoos'

Overnatning i Bryce Canyon City.

Oplevelser i og omkring Bryce Canyon

Det er en god egenskab at være A-menneske, når man rejser rundt i det vestlige USA. Så lad vækkeuret ringe tidligt og kør ind i Bryce Canyon først på dagen og nyd den fantastiske nationalpark med de smukke klippesøjler skabt af millioner af års erosion. Bryce Canyon er helt speciel ved solopgang, når solen sender sine første stråler ind over klippesøjlerne, men også ved solnedgang, hvor mørket og freden sænker sig over området. 

Dagens højdepunkt:

•    Bryce Canyon National Park kan opleves på mange forskellige måder. Tag en vandretur ned mellem de mange 'hoodoos, hop med på en guidet cykeltur, en ridetur eller prøv en ATV i dette specielle terræn.  

Overnatning i Bryce Canyon City.

Bryce Canyon – Zion National Park, Utah (135 km/2 timer)

I dag vil I for alvor opleve kontrasterne i det vestlige USA. Fra toppen af Bryce Canyons eventyrlige landskab går turen til Zion National Parks frodige dale, hvor de imponerende røde klippevægge tårner højt over jer. I dette formidable naturreservat kan I opleve de mange vandfald og panoramiske vues, så giv jer god tid til at udforske de mange naturskatte.

Dagens højdepunkt:

•   Zion-Mount Carmel Tunnel møder I ved den østlige indgang til Zion National Park. Så snart i er gennem tunnelen åbner nationalparken sig for jer og I bliver mødt af et vidunderligt syn.
•   Tag rundt i Zion National Park med de gratis busser, der forbinder alle parkens mange oplevelser. I må ikke selv køre rundt i bil. 

Overnatning i Springdale, lige ved indgangen til Zion National Park.
 

Zion National Park – Las Vegas, Nevada (270 km/3 timer)

Nu er det tid til at slå gækken løs og nyde det søde liv i The City of Sin, hvor farverige hoteller skyder op midt i det golde ørkenlandskab. Start jeres ophold i Vegas med at køre en tur op og ned ad The Strip ved aftentide, så I ved selvsyn kan opleve det bizarre lyshav lang Las Vegas Boulevard. Og så er det ellers bare at parkere bilen, checke ind på hotellet og nyde underholdningen på The Strip.

Undervejs til Las Vegas kan I tage en lille afstikker og køre gennem Valley of Fire. Statsparken har fået navnet, for når solen rammer klippeformationerne og farver dem glødende orangerøde, ser det ud som om det hele er i flammer. Afstikkeren betyder 40 km længere rute svarende til ca. 1 times kørsel.  

Dagens højdepunkt:

•   Valley of Fire State Park med de snoede veje og orangerøde klipper.
•   I Las Vegas, mulighedernes by, venter oplevelser som i ingen anden by. Her er alt muligt under mottoet: Hvad der sker i Vegas, bliver i Vegas. 

Overnatning i Las Vegas.
 

Oplevelser i og omkring Las Vegas

Tag en tur rundt på de forskellige hoteller langs The Strip, hvor I på en enkelt dag kan opleve flere verdensdele. I kan fx sejle i gondoler i Venedig, prøve en rutsjebane på toppen af New York og kigge ind i pyramiderne. Her i Las Vegas kan alt lade sig gøre. I kan selvfølgelig også prøve lykken på kasinoerne, nyde et magisk Las Vegas-show eller mæske jer i gourmet. Uanset, så bør I opleve det betagende lyshav, der skyller over the Strip, når mørket lægger sig omkring ørkenbyen.

Endelig er Las Vegas også en spændende by, når det kommer til shopping. I byen ligger der ikke mindre end 2 store outlets, der sælger mærkevarer til spotpriser.  

Dagens højdepunkt:

•   I har dagen til at udleve jeres drømme i Las Vegas 

Overnatning i Las Vegas.

Las Vegas – Death Valley, Californien (190 km/2,5 timer)

Fra Las Vegas pulserende storbyliv går turen nu til det dramatisk klingende Death Valley, Nordamerikas varmeste, tørreste og lavest beliggende Nationalpark. Naturen her er formet af ekstremer, hvor sneklædte bjergtinder stikker op midt i et landskab så tørt, at jorden krakelerer. Vær forberedt på meget høje temperaturer i sommermånederne. 

Dagens højdepunkter:

•   Få et panoramisk vue over Death Valley fra Dante’s View 
•   Udforsk det enestående landskab i Badwater: USA's lavest punkt
•   Besøg Zabriskie Point, der er et af de bedste steder at opleve solen stå op og gå ned 
•   Nyd de unikke kunstnerisk og farverige bjergeformationer, der pryder landskabet, og se de smukke blomster, der vokser på trods af de tørre omgivelser.

Overnatning i Death Valley.

 

Death Valley – Yosemite National Park, Californien (485 km/6,5 timer)

Morgenen er et godt tidspunkt at opleve Death Valley på, så hvis I ikke nåede det hele I går, kan I tage en lille ekstra runde, inden temperaturen bliver alt for høj. Nu går det så for alvor opad igen, da I skal over det 3.000 meter høje Tioga Pass til Yosemite National Park. Yosemite er en af Californiens helt store naturperler, der med sine fantastiske klippeformationer og sprudlende vandfald hører til en af de mest populære nationalparker i USA.

Undervejs kan I holde en pause i Mammoth Lakes og nyde den friske luft.

Bemærk, at Tioga Passet (Highway 120) er lukket fra omkring november til slut maj el. juni og ruten forlænges med 290 km syd om Sequoia National Park. Overnatningen i Death Valley kan, i denne periode, med fordel flyttes til Visalia.

Dagens højdepunkter:

•   Køreturen over Tiogapasset, der ligger i 3.000 m højde 
•   Udsigten over Yosemite Valley set fra Highway 120 (Tioga Road)
•   Besøg i Mammoth Lakes - lav evt. frokost-stop her 

Overnatning i El Portal, ved den vestlige indgangen til Yosemite National Park.

Oplevelser i Yosemite National Park

I har hele dage til at nyde Yosemite National Park. Parkens hjerte er den frodige Yosemite Valley, hvor vandfald plasker ned i dalen, og imponerende klippepartier tårner sig op og indrammer dalen. I kan også køre op til Glacier Point og herfra nyde udsigten over Yosemite Valley eller køre op til Mariposa Grove, hvor der findes en lille enklave af gigantiske sequoiatræer.

Dagens højdepunkter:

•   Yosemite Valley, hvis flade bund står i kontrast til næsten lodrette granitvægge. 
•   Granitklipperne, inklusive El Capitan-monolitten, Glacier Point og Half Dome tårner sig alle op, mens store vandfald vælter ud over dem. 
•   De mange naturstier i Yosemite Valley, der indbyder til en frisk vandretur.
•   Yosemite Falls, et todelt vandfald med et samlet fald på ikke mindre end 739 meter.

Overnatning i El Portal, ved indgangen til Yosemite National Park.

Yosemite – San Francisco for hjemrejse - Danmark (320 km/4 timer)

Rejsens sidste etape går gennem frodige landbrugsmarker i Gold Country til San Francisco. I kan også vælge at tage turen via Napa Valley eller Sonoma og besøge en vingård eller to undervejs. Når I når til San Francisco kan I vælge at rejse direkte hjem til Danmark eller at bliver et par dage i San Francisco for at få byen helt ind under huden.
 

Udflugtspakke

Vi har her udvalgt en række spændende udflugter til jer undervejs på turen, så I sikrer jer at få de gode oplevelser med hjem. Udflugtspakken inkluderer 4 ture, der er nøje udvalgt af vores rejsespecialister. Pakken købes hjemmefra. 

  • San Francisco: 3 timers tur på cykel, hvor I på en guidet tur oplever den pulserende by San Francisco og turen over Golden Gate Bridge til Sausalito. Evt. færge tilbage kan tilkøbes. 
  • Monterey: 3-4 timers hvalsafari med en marinbiolog eller naturforsker, der fortæller om hvalerne og andre marine arter i området. 
  • Monument Valley: 3 timers tur med Navajo-guide i Monument Valley mens solen går ned. Kom tæt på de ikoniske klipper, få viden om navajo-kulturen og besøg en Hogan.  
  • Page: times guidet tur til Antelope Canyon, et unikt geologisk område med imponerende og farverige klippeformationer.  


Pris for udflugtspakken: Fra 2.299 kr. pr. person

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 27.817 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • Flybillet inkl. bagage og forplejning
  • 20 hotelovernatninger i dobbeltværelse
  • 19 dages leje af mellemstørrelse bil inkl. fri km., skatter, kasko- og ansvarsforsikring med 0 kr. i selvrisiko
  • Gondoltur i Palm Springs
  • Rejsetips og forslag til rejserute
  • Skræddersyet planlægning, rådgivning og sparring med egen rejsespecialist
  • Dækning af Pakkerejseloven og Rejsegarantifonden  
     

Prisen inkluderer ikke

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Måltider
  • Udflugtspakke - se dagsprogram
  • Resort fee/turistskatter på hoteller undervejs ca. 200 USD pr. person
  • Entré til nationalparker
  • ESTA forhåndsgodkendelse til USA, 21 USD pr. person
  • Benzin, parkering, vej- og broafgifter

Overnatninger 

  • 2 nætter San Francisco 
  • 1 nat Monterey 
  • 1 nat Pismo Beach
  • 2 nætter Los Angeles
  • 1 nat Palm Springs
  • 1 nat Lake Havasu
  • 2 nætter Grand Canyon
  • 1 nat Monument Valley
  • 1 nat Page/Lake Powell
  • 2 nætter Bryce Canyon
  • 1 nat Zion 
  • 2 nætter Las Vegas
  • 1 nat Death Valley
  • 2 nætter Yosemite   
     

Om prisen

Prisen er en fra-pris og beregnet på den billigste rejseperiode i sæsonen og afhænger af pladssituationen. Afrejse fra København eller Billund. Overnatningerne er baseret på gode standardhoteller anbefalet af vores rejsespecialister.

Ønsker I anden hotelstandard undervejs, tilpasser vi gerne efter jeres ønsker. 

Kontakt os for et skræddersyet tilbud i jeres rejseperiode.

Udflugtspakke - tilkøb

  • Cykeltur i San Francisco 
  • Hvalsafari i Monterey
  • Tur i Monument Valley
  • Besøg i Antelope Canyon

Pris fra 2.299 kr. pr. person »  

FDM-Medlemsrabat

Som medlem af FDM får du følgende rabat på denne tur.

  • 10% på billejen

Er I ikke allerede medlem af FDM, hjælper vi gerne med det, så I ikke går glip af medlemsrabatterne.  

Skræddersyet planlægning

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.

Turen anbefales af:

Ruddi - rejsespecialist i Aalborg

Jeg har rejst meget, men USA er og bliver min favorit destination – specielt på kør-selv-ferie. Efter 10 rejser til mange forskellige områder i det enorme land, er det svært at vælge den største oplevelse – men det vestlige USA er fantastisk med storby, strand og storslåede naturoplevelser.

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Gl. Kongevej 19
1610 København V
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011