Midtvestens storslåede nationalparker
17 dage Fra 28.432 kr.
"A journey through Time Scenic Byway" kalder de lokale Highway 12 mellem Capitol Reef National Park og Bryce Canyon. Ruten er uden tvivl en af USA’s smukkeste landeveje. Nogle steder kører du på bjergrygge, hvor stejle bjergsider styrtdykker på hver side af bilen. Selvom det lyder skræmmende, så er det meget sikkert. Undervejs kommer du bl.a. igennem det nationale monument, Escalante, hvor nærmest science fiction-agtige røde klippeformationer efterlader dig med hængende kæber. Forbered dig på skarpe sving og farverige udsigtspunkter, når kør-selv-ferien rammer Highway 12 og Utahs smukke naturlandskaber.
Highway 12 er én af USAs mest sceniske køreture. Det er en 200 kilometer lang rejse gennem landskaber, der er blevet formet af naturens kræfter igennem millioner af år. Landskaber, der besidder en særlig rå skønhed. Her kommer I gennem kuperede landskaber med knudrede klippetårne, dykker ind i den alpine skov og betragter de sporadiske grønne plamager på de ellers golde vidder, mens ørne og gribbe svæver i horisonten og hjorte eller måske endda en puma smyger sig rundt i landskabet.
Kør gennem ikoniske Red Canyon, hvis kunstneriske klippeformationer mest af alt ligner noget, der er formet af en kyndig stenhuggers hænder. Nyd en solnedgang ved Fairyland Point og driv igennem det ubeskriveligt smukke Escalante, hvor klipperne ligner silkeblød bolsjemasse formet i forunderlige huler, hemmelige oaser og vandfald. Det er i sandhed en køretur, som I vil huske for livet.