Banff - Jasper, Alberta
(292 km)
Når I forlader Banff, bør I vælge Bow Valley Parkway, der løber langs Bow River, hvor I kan stoppe ved Johnston Canyon og tage på en vandretur op gennem den smalle kløft.
Fortsæt videre til "Jewel of the Rockies", Lake Louise. Mens byen Lake Louise er til at overse, er omgivelserne det til gengæld ikke. Lake Louise er nok den mest berømte glacial sø i de Canadiske Rockies og værd at aflægge et besøg.
Strækningen mellem Lake Louise og Jasper er en af de mest spektakulære og går ad den berømte og imponerende Icefields Parkway, rygraden af Canadian Rockies, langs det ene mere fantastiske sceneri efter det andet. Gigantiske bjerge med evig sne på toppen, dybe floder, brusende vandfald, turkisgrønne bjergsøer og hvide gletsjertunger udgør dagens intense bombardement af indtryk.
I passerer så kendte steder som Sarbach Glacier, Peyto Lake, Bow Lake med Bow Glacier, der danner bagtæppet, og Crowfoot Glacier, før I når til den imponerende Columbia Icefield, hvor I kan komme ud på en køretur på selve gletsjeren i en specialbygget firehjulstrukket bus. Og blot et par kilometer derfra kan I komme en tur ud på Skywalk, en glasbro der hænger på klippevæggen små 300 meter oppe, og I ser direkte ned i dybet. Både køreturen på Athabasca Gletsjeren og tur på Glacier Skywalk er inkluderet i rejsens pris.
Nu venter den charmerende bjergby Jasper. Glæd jer til at opleve den hyggelige stationsby, der bærer præg af sin funktion som serviceby for alle turisterne, der vil nyde skønheden i Jasper National Park. Gå en tur ad hovedgaden i Jasper, der ligger så smukt i midten af nationalparken omgivet af fem små søer og fantastiske naturscenerier.
Overnatning i Jasper