Bjørne, hvaler og Vancouver Island
7 dage Fra 27.500 kr.
Kun 20 kilometer fra den berømte nationalparks hovedby Jasper, finder du Medicine Lake og Maligne Lake. De to søer garanterer en helt unik oplevelse - uanset om det er i båd eller et par vandresko. De lyser nærmest turkisblåt som de ligger der mellem grangrønne nåletræer, omgivet af tindrende bjergtoppe. De to søer er pragteksemplarer på Canadas usammenlignelige naturskønhed. Hvis du er til smukke panoramaer og flotte naturoplevelser, skal du stille GPS'en på Medicine og Maligne Lake, når kør-selv-ferien går til det vestlige Canada.
Mens Medicine Lake er specielt kendt for sin skiftende vandstand i løbet af efteråret, hvor søen næsten skrumper ind til ukendelighed, og for sin fortryllende skønhed om sommeren. Her fyldes den med frisk smeltevand fra gletsjerne, der giver den en vanvittig smuk, turkisgrøn farve.
Fortsæt til enden af Maligne Lake Road, hvor du kommer til den 22 km lange Maligne Lake - den største naturlige sø i de canadiske Rockies. Her kommer kameraet på overarbejde – overalt vælter postkortmotiver op, og du kan ikke andet end føle dig beæret over at stå midt i den overvældende skønhed. På den ene side tårner bjergkæden, Queen Elisabeth Range, stolt med otte sneklædte bjergtoppe og til den modsatte side kan du beundre gletsjere, der om sommeren forsyner søen med smeltevand.
Naturen omkring Maligne Lake har nogle af de mest spektakulære landskaber, der findes – og så er de let tilgængelige. Du får det bedste af det hele på en af Canadas mest populære bådture, der starter fra søens nordlige ende. Bådene er tildækket med et glastag, så du er garanteret fuldt kig til majestætiske bjergtoppe og imponerende gletsjere, uanset hvor du sidder. Efter 14 kilometers sejlads sydpå, kommer I til den lille ø, Spirit Island.
Spirit Island har fået sit navn efter en legende fra de canadiske indianere, der betragter øen som et helligt sted. Legenden er en tragisk kærlighedshistorie om en forbudt kærlighed mellem en sønderknust indianerdreng og nabostammens høvdingedatter. Drengen dør på øen, og legenden siger, at det er hans ånd, der hjemsøger Spirit Island i sin søgen efter høvdingedatteren.
Fra Maligne Lake Boat House kan du også leje en robåd, kano eller kajak, hvis du foretrækker at opleve søen- og områdets magiske skønhed og ro i dit eget tempo. Du skal komme tidligt, da de udlejes efter ”først-til-mølle” princippet. Er du mere til at opleve den canadiske natur med fast grund under fødderne, er der flere markerede vandreruter omkring Maligne Lake. En af de mest populære, hvor de fleste kan være med, er Mary Schäffer Loop. Ruten er 3,2 kilometer lang med næsten ingen højdeforskel. Stop op og nyd synet af den krystalklare bjergsø, de 3.000 meter høje bjergtinder og granskovens karakteristiske, friske duft. Det bliver simpelthen ikke bedre.
Stop også ved Maligne Canyon, der ligger midtvejs mellem Jasper og Medicine Lake. Det er den længste kløft i de canadiske Rockies og den dybeste i Jasper Nationalpark.