Canadas majestætiske bjerge i bil og med tog - Deluxe
7 dage Fra 45.985 kr.
Den er på størrelse med Sjælland og Fyn, og det gør Jasper til de canadiske Rocky Mountains største nationalpark. Når først du er kørt igennem en af indgangsportene venter der dig et overflødighedshorn af store naturoplevelser imellem sneklædte bjergtinder, spejlblanke søer og knirkende nåleskove. Den amerikanske havørn byder dig velkommen fra højderne og minder dig allerede om, at dyrelivet jo også er en af de største trækplastre i parken. Parken - der blev oprettet som nationalpark i 1907 - er faktisk opkaldt efter pelsjægeren Jasper Hawes, der levede i området i 1800-tallet. Han var på udkig efter parkens pelsede beboere - og dem kan du også møde.
Ulve, elge, ørne, bjørne - både sort og grizzly - trives nemlig i den naturskønne park, og med mere end 1.200 kilometer vandrestier, er det klart, at du skal huske at pakke vandrestøvlerne. I hovedbyen Jasper, der ligger i en bred dal i midten af nationalparken - omgivet af hele fem smukke søer, kan du få vejledning om vandrestier og cykelruter, kanoudlejning, mountainbike ture eller ridning.
Det flotteste udsigtspunkt i Jasper National Park får du på toppen af bjerget Whistler Mountain, hvor du - i klart vejr - kan se canadiske Rockies' mest fremtrædende bjerg, Mount Robson. Det er noget af en tur, at nå op til Whistlers Peak - som bjergtoppen kaldes - og det kan godt svare sig at kombinere vandretur og kabelbane på vej op.
Jasper Sky Trams gondoler tager dig nemlig et godt stykke op ad Whistler Mountain. På kun 7 minutter svæver du op langs den skrånende bjergside, hvor du får et fantastisk vue over parken med bjergene i baggrunden, til bjergryggen. Her finder du et bjergtagende udsigtspunkt 2.500 meter over havet og en sti, der fører dig til toppen af Whistlers Peak. Udsigten herfra er absolut unik.
Den 22 km lange sø, Maligne Lake, hører til de smukkeste naturoplevelser i Canada. Den er Rocky Mountains' største, og det mineralholdige vand stammer fra smeltende gletsjere. Søen er absolut bjergtagende med de smukke omgivelser og den smaragdgrønne farve. Hvis du ikke har nok i at opleve den fra bredden, er der rig mulighed for at opleve den fra søsiden.
Mange foretrækker nemlig at leje en robåd eller kanoer. Det giver en helt anden mulighed for at udforske Maligne Lake og tilbringe lidt tid ved det spejlblanke vand. Hvis du er til at fiske, kan det godt svare sig at kaste linen ud her. Det kan være, du er heldig at fange Maligne Lakes rekordstore regnbueørreder. For at komme til Maligne Lake fra byen Jasper, kan du køre ad Maligne Lake Road, hvor du undervejs passerer Maligne Canyon - den længste kløft i Rocky Mountains.
Icefields Parkway fra Jasper til Banff er et must. Kør forbi gletsjere, bjerge og søer - stop og nyd den vanvittige udsigt på Glacier Skywalk.