Bjørne, hvaler og Vancouver Island
7 dage Fra 27.540 kr.
Den lille by Jasper, der ligger på et plateau i Athabasca Valley midt i Jasper National Park, er omgivet af overvældende landskaber, der spænder fra majestætiske bjerge til smaragdgrønne søer og frodige skove. Når du slentrer rundt i Jaspers bykerne, finder du caféer, autentiske spisesteder og små butikker med lokalt håndværk og ikke mindst friluftsbeklædning. Jasper er en forholdsvis lille flække, som de fleste bruger som udgangspunkt til nationalparken med steder som Medicine Lake og Maligne Lake, der hører til de største søer i de canadiske Rockies og blandt Canadas største naturoplevelser.
Da byen ikke er større, bliver hotelkapaciteten hurtigt fyldt op – specielt når Rocky Mountaineer-toget fra Vancouver ankommer til Jasper. Det er en superpopulær og spektakulær togtur langs Fraser-floden, gennem Hell's Gate og forbi de storslåede Pyramid Falls. Derfor bør du være tidligt ude, hvis du planlægger at ligge vejen forbi Jasper på din kør-selv-ferie i det vestlige Canada.
Når du bor i Jasper, er det oplagt at tage Jasper Skytram, der ligger ca. 6 kilometer fra byens centrum. Den løfter dig fra op til 2.263 meters højde og giver dig en fantastisk flot panoramaudsigt til de canadiske Rocky Mountains.
Jasper ligger ca. 420 kilometer nordvest for Calgary og ca. 800 kilometer nordøst for Vancouver.