Vinområdet Ribera del Douro

Et spansk vindistrikt langs Douro floden

I området mellem Segovia i syd og Burgos mod nord ligger vinområdet Ribera del Douro. Som navnet antyder følger vinområdet Douro flodens løb fra øst mod vest, og her ligger vinmarkerne side om side i ca 800 meters højde og enkelte helt op til 1.100 meter over havets overflade.

Det er specielt i de senere år, at vinene fra Ribera del Douro er blevet værdsat udenfor sit lokale område, men vindyrkning her har stået på siden den romerske tid over 2.000 år siden. Den romerske del af vindyrkningen kan I fx se i den lille by Baños de Valdearados, hvor den romerske ”Villa de Baco” blev opdaget i 1972 og efterfølgende blev der udgravet en smuk Bacchus mosaik, der som navnet antyder henviser til den romerske vindyrkning i området.

Den nutidige vinavl går sandsynligvis tilbage til 1200-tallet, hvor tilrejsende munke begyndte at regulere høsten af druer og i de senere århundreder har styret kvaliteten af produktionen. Den tidlige vinavl i Ribera del Douro kan I også følge i byen Aranda de Douro, hvor I kan besøge et stort netværk af tunneler på over 7 kilometers længde udgravet i tiden mellem det 12. og det 18. århundrede til produktion og lagring af vin.

Det relativt lille vinområde Ribera del Douro har i dag mere end 300 vingårde, og den succes har baggrund i flere varierende faktorer. Klimaet med varme dage og kølige nætter giver gode betingelser for god vin og godt hjulpet af gode jordbundsforhold. Området nyder godt af den lokale drue Tempranillo, som er baggrunden for de kendte lokale vine, hvor specielt kultvinen Pingus skiller sig ud.

Kort

Vis på kort