Tidløs skønhed og Pintxos i lange baner
Et besøg i San Sebastian (Donostia på baskisk), er lidt af et eventyr hvis du har hang til en kyst- og badeby hvor der skruet helt op for charmen. Byen ligger flot placeret for foden af Baskerlandets grønne bjerge og lige i hjørnet af Biscayen, dér hvor Spanien og Frankrig mødes.
I San Sebastian kan du nemt komme rundt til fods eller endda på cykel i de hyggelige gader, hvor designerbutikker ligger side om side med lokale kiosker, barer, seafood-restauranter og naturligvis et af San Sebastians helt store kendetegn - de mange pintxos-barer med lækre pindemadder og delikatesser i alle afskygninger. En must-do-oplevelse når du er i San Sebastian og Baskerlandet - sørg for at besøge flere forskellige pintxos-barer og find din favorit.
Inspiration
Badestrande midt i byen
San Sebastian byder også på skønne sandstrande, bl.a. Playa de la Concha og Zurriola midt i byen. Her hygger de lokale sig side om side med turister og surfere, der alle nyder godt af den lille lagune, hvor der ofte ligger massevis af både og skibe for anker - et flot skue fra alle vinkler. Floden Urumea adskiller de to strande og på hver side finder man skyggefulde avenuer og promenader.
Ankommer du i bil eller autocamper fra en af de franske badebyer, så regn med 30 min. kørsel fra grænsen til San Sebastian. Fra Bilbao skal du regne med halvanden times kørsel for de ca. 100 km. Sæt dobbelt så meget tid af hvis du tager kyst- eller bjergvejen. Vejen til San Sebastian med fly går via Bilbao, hvor man ofte kan flyve direkte til og fra Danmark. Alternativt kan du flyve til en af de mindre lufthavne i området, fx. i Biarritz i Frankrig (via Paris) eller San Sebastians egen lufthavn (via Madrid eller Barcelona).