Harzen & Thüringen

9 dages kør-selv-forslag til Harzen og Thüringen

En spændende og oplevelsesrig tur til vidunderlige Harzen i god kombination med delstaten Thüringen. Der venter jer fascinerende byer, spændende historie, moderne design og masser af flot natur. Turen starter i den østlige del af Harzen i Quedlinburg, der nærmest er bindingsværkets moderby, og fortsætter til den for mange ukendte by Halle, der byder på musik og masser af historie.

Herfra går turen sydpå til Erfurt gennem Naturpark Saale-Unstrut-Triasland og undervejs kan I besøg på en spændende vingård. Fra Erfurts næsten overvældende Altstadt til Eisenach, hvor Luther oversatte det Ny Testamente på Schloss Wartburg og Nationalpark Hainich, hvor en tur i trækroerne er et must. Turen slutter på i Celle på Lüneburger Heide, hvor I igen vil kunne nyde flotte bindingsværkshuse.

Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse gennem Tysklands fantastiske natur og spændende byer.

Fra 5.617 kr.
pr. person i 8 nætter på gode førsteklasses hoteller

Rejseperiode:
Hele året
Vi anbefaler april - oktober

Startdag:
Daglig

Varighed:
9 dage/8 nætter

Turens længde:
1.375 km fra Flensburg
1.345 km fra Puttgarden
1.340 km fra Rostock

Klimapåvirkning:
293 kg CO2 samlet for 2 personer - mere om grønnere kør-selv-ferier

Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.

Du vælger selv:

  • evt. type lejebil
  • rejserute
  • antal dage
  • hotelstandard
  • oplevelser undervejs

Få et tilbud

Dagsprogram

Danmark - Quedlinburg (425 km / 410 km / 395 km)

Afstand: 425 km fra Flensburg / 410 km fra Puttgarden / 395 km fra Rostock.

Fra Danmark er der flere ruter at vælge mellem, når I skal til Quedlinburg, men uanset om i kommer med færge til Rostock eller Puttgarden - eller I kommer fra Jylland, så vil I have stort set lige mange km at køre i Tyskland. Mange vælger nok motorvejen, for at komme hurtigt frem, men I kan også kombinere med lidt landevej. 

Fremme i middelalderbyen Quedlingburg bliver det skønt at kunne parkere bilen og nyde aftenen i byens smukke omgivelser. Er I fremme om eftermiddagen er det måske en kop kaffe eller te på en af byens mange caféer, der lokker. Ellers byder byens mange gode restauranter på dejlig mad i charmerende og hyggelige omgivelser. Men I kan også bruge eftermiddagen på at gå på opdagelse i den charmerende by.

Overnatning i Quedlinburg

Quedlinburg

Quedlinburg er i sig selv én stor seværdighed med mere end 1300 bindingsværkshuse, bygget i skiftende stilarter gennem 500-600 år og spredt omkring torve, gader og stræder i en byplan, der ikke har ændret sig meget siden middelalderen. Det meste af Quedlinburg er fredet og optaget som UNESCO Verdenskulturarv. 

Det er derfor oplagt at bruge dagen på at udforske alle byens spændende muligheder og afkroge. Det er obligatorisk at besøge det fine gamle Bindingsværksmuseum Ständerbau, Slotsmuseet er også en særlig oplevelse ligesom du kan udforske byens nuttede område Münzenberg

Overnatning i Quedlinburg

Quedlinburg - Thale - Elbingerode - Wernigerode - Quedlinburg (85 km)

I dag venter jer en spændende tur rundt i omegnen. Thale lidt syd for Quedlinburg er et af de mest sagnomspundne steder i Harzen, og den dramatiske natur tiltrækker masser af turister. Ifølge overleveringen samles heksene på Hexentanzplatz i Thale.

Fra Thale tager I vejen op over Hüttenrode og Elbingerode til Wernigerode, hvor det gamle smukke rådhus på byens centrale plads nærmest kalder på et par billeder eller tre. Under DDR-tiden var kun rådhuset malet i smukke farver, mens resten af byen henlå som en grågrumset brun kontrast. Men i dag er alle de gamle bindingsværkshuse frisket op med herlige farver og blomster. Over byen våger det imponerende Schloss Wernigerode og heroppefra har I en storslået udsigt over Wernigerode og over de skovklædte bjerge omkring byen.

Toget Harzer Schmalspurbahn fra Wernigerode er ren nostalgi - og samtidig et fuldt moderne jernbanetrafiksamarbejde på smalspor. Fra Wernigerode kan du kombinere Harzquerbahn og den lille sidebane Brockenbahn, der har station i Drei Annen Hohne og herfra kører til toppen af Brocken - bortset fra de sidste 50 meter, som du må gå.

Overnatning i Quedlinburg

Quedlinburg - Halle (Saale) (90 km)

Der er ikke langt fra Quedlinburg til Halle an der Saale, så I kan nyde morgenmad i fred og ro og alligevel nå frem til Halle inden frokost. Og Händelbyen Halle (Saale) er en hyggelig by med et charmerende og livligt centrum, hvor det nok skulle være muligt at finde en god restaurant til frokosten.

Og efter lidt at spise, så trænger I måske til at bevæge jer lidt, og I må ikke snyde jer selv for at se det hele sådan lidt fra oven. Det er de 225 trappetrin værd at bestige de to tårne "Hausmannstürme" på Marktkirche. Og når man endelig er kommet helt derop, hvor de to tårne er forbundet med hinanden med en gangbro, belønnes man med en eventyrlig udsigt over hele Halle!

Halle's centrum er et populært sted, ikke mindst fordi den historiske bykerne er smukt mikset med kunst, kultur, afslapning, nydelse og shopping. Næppe nogen anden by tilbyder et så tætpakket centrum. Hvor Quedlinburg mere er et historisk monument, er Halle en pulserende universitetsby.

Overnatning i Halle

 

Halle

Med mere end 1200 års historie på bagen, har Halle meget at byde på. Her blev Georg Friedrich Händel født i 1685 og boede i byen til 1703, hvor han flyttede han til Hamborg og fik arbejde som violinist og cemballist ved operahusets orkester.

Også vores egen Johann Friedrich Struensee stammede fra Halle, hvor han blev født den 5. august 1737. I Halle blev Struensee uddannet til læge, og i 1758 blev han stadslæge i Altona ved Hamborg. Ti år senere mødte han her Kong Christian 7. Han fulgte med den enevældige konge på hans udlandsrejser, og da kongen var tilfreds med hans indsats, fulgte Struensee med til København. Her udviklede han et nært og fortroligt forhold til Dronning Caroline Mathilde og blev endda hendes elsker. Struensee's reformiver og hans forhold til dronningen var en torn i øjet på mange, og enden blev, at Struensee røg i fængsel på Kastellet og den 28. april 1772 blev han halshugget på Østre Fælled for majestætsfornærmelse.

Et besøg i Halle må også inkludere et tur på Landesmuseum für Vorgeschichte, hvor kan man se et helt enestående fund, nemlig Himmelskiven fra Nebra, en pendant til vores hjemlige solvogn, som viser bronzealderens nattehimmel. 

Endelig kan besøget i Halle sluttes med et visit på Halloren- und Saline Museum, hvor man fremstiller salt som i de gode gamle dage, og hvor medlemmer af "Salzwirker-Brüderschaft im Thale zu Halle" kaldes for Halloren.

Overnatning i Halle

Halle - Freyburg - Nebra - Weimar - Erfurt (145 km)

Undervejs fra Halle til Erfurt bør I lægge vejen forbi "Saale-Unstrut Weinstrasse" ved Freyburg, hvor I kan besøge Rotkäppchen Sektkellerei. Her kan I købe en rundtur der tager jer tilbage i tiden til år 1856, det år hvor historien begynder og grundstenen lægges til Tysklands mest populære mousserende vin.  

Herfra går turen til Nebra, Himmelskivens findested. Her ligger museet Arche Nebra, der fortæller hele historien om den berømte skive. Museet har både en permanent udstilling og et planetarium, hvor I får en rejse gennem bronze-alderens stjenehimmel og hvor I får en forklaring på skivens betydning. 

Fortsæt nu mod Weimar. I kan vælge den direkte vej, eller I kan tage turen via Jena, der kaldes for lysets by. Her kan I bl.a. besøge Zeiss Planetarium og smage den lokale Jena-vin.

Weimar er kendt som en kulturel metropol af europæisk betydning og har adskillige steder på UNESCOs verdensarvsliste. Lidt nord for Weimar kan I besøge mindesmærket for den tidligere koncentrationslejr Buchenwald.

Fra Weimar fortsætter I nu til Erfurt, der har kirker, tårne, broer, storslået kultur og glitrende fester. Erfurt vækker begejstring med middelalderlig charme og righoldig historie, med livsglæde og gæstfrihed. Med sin beliggenhed i skæringspunktet for gamle tyske og europæiske handelsveje har Thüringen's hovedstad altid været samlingspunkt og hjem for betydende åndelige, et selvbevidst, stolt centrum for fornyelse og en magnet for besøgende fra hele verden.

Når I skal ud og spise i Erfurt er mulighederne næsten uanede. Af de bedre kan vi nævne Clara - Restaurant im Kaisersaal på Futterstraße eller Restaurant Lenchen på Brauhausgaße i det historiske Magdalenengut. Noget mere rustik, men på ingen måde mindre hyggelig, er Gästehaus Feuerkugel ved Kramerbrücke eller Zum Goldnene Schwan på Michaelisstraße, der også selv brygger noget fremragende øl.

En god kop espresso får man på Epitome Coffee Co på Fischmarkt mens det ypperste af chokolade fås hos Hos Goldheim Werkstattladen und Werkstattscafé på Kreuzgasse.

Overnatning i Erfurt

 

Erfurt

Erfurt med de mange tårne. Sådan berømmede Martin Luther engang byen, fordi tårnene på 25 sognekirker, 15 klostre og stifter og 10 kapeller alle strækker sig mod himlen. Især Mariendom og Severikirche, et i Europa enestående ensemble af mesterværker fra den tyske gotik.  I domkirkens indre er især koret imponerende med de 13 næsten 18 meter høje glasmalerier, der danner en cyklus i prægtige farver. I dag kaster kirketårnene deres skygge på de omhyggeligt restaurerede bindingsværkshuse og skønne renæssancebygninger i den historiske bykerne.

Augustinerkloster, hvor Martin Luther levede i fem år, Predigerkirche og fæstningsanlæggene på citadellet Petersberg er storslåede eksempler på middelalderlig og nutidig bygningskunst. Hertil hører også Alte Synagoge, den ældste synagoge i Europa, der er bevaret helt op til taget, i dag et usædvanligt museum om den jødiske historie. Museet omfatter også et jødisk ritualbad, der blev fundet i nærheden i 2007 samt en enestående jødisk bryllupsring.

Erfurt er ikke kun en by fuld af hellige bygningsværker. Det også en by med broer. Der strækker sig i alt 142 broer over floden Gera, dens mange bifloder og vandgraven langs den tidligere bymur. Den berømteste af dem er sikkert Krämerbrücke, den længste bro i Europa, der i hele længden er bebygget med huse, hvoraf nogle er beboede, mens andre huser kunsthåndværk, gallerier, små vinstuer eller musik- og antikvitetsbutikker. I 2017 var Kramerbrücke på en flot 12. plads over mest interessante rejsemål i Tyskland.

Men besøgende i Erfurt kan også glæde sig over kulturelle rigdomme, for eksempel i Museum für Thüringer Volkskunde på Juri-Gagarin-Ring. Eller i Angermuseum, byens kunstmuseum. Eller i Stadtmuseum, der ligger i „Haus zum Stockfisch“, et af de mest repræsentative renæssancehuse. Hvorom alting er: i Erfurt kan du faktisk glæde dig til alt.

Overnatning i Erfurt

Erfurt - Eisenach - Celle (350 km)

Inden turen går nordpå er det næsten et must at besøge Borgen Wartburg i Eisenach i Thüringen. Slottet, der dominerer byen fra sin bakketop, var det første tyske slot til at komme på UNESCO's Verdenarvsliste. Slottet har været gennem mange spændende perioder, men det var Martin Luther der for alvor gjorde slottet berømt, da han her oversatte Det Ny Testamente til tysk. Martin Luther var professor ved universitet i Wittenberg, men i 1521 var han blevet gjort fredløs og søgte beskyttelse hos den magtfulde fyrste på Wartburg. 

Efter det kulturelle besøg på Wartburg går turen videre til Nationalpark Hainich, Tysklands største uudnyttede løvfældende skovområde. Ud over udstillingerne på nationalparkens center og den fantastisk spændende natur, byder parken på en eventyrlig vandretur over trækronerne. Man starter i ca. 10 m højde og bevæger sig langsomt op i 24 m højde. Heroppe har man en fantastisk udsigt over skoven og undervejs fortæller plakater om livet i trækronerne. Og det er en tur der både kan gørse for folk med højdeskræk og personer i kørestol!

Således blæst godt igennem går turen videre nordpå til Celle, hvor I har den sidste overnatning. Også Celle har nære historiske forbindelser til Danmark. I Halle hørte vi om Struensee, der så skidt kom af dage på Østre Fælled, og tilsvarende var det gået Dronning Caroline Mathilde, der efter affæren sad fængslet på Kronborg, hvis ikke hendes bror, den engelske konge Georg II havde intimideret Christian VII med to fregatter og et kongeskib, der ankrede op på reden ud for Helsingborg 26. maj 1772. Herefter fik Caroline Mathilde eksil på slottet i Celle, hvor hun boede i slottets østfløj i årene 1772-1775. I 1775 døde Caroline Mathilde af en voldsom febersygdom, sandsynligvis skarlagensfeber. I dag er en del af slottets museum viet til Caroline Mathilde.

Men Celle er også kendt for sine 500 pragtfulde, restaurerede og fredede bindingsværkshuse, der gør byens Altstadt til noget ganske særligt. Et gågadeområde, der forener historie og forretningsliv og danner de skønneste rammer om en dejlig shoppingtur.

Overnatning i Celle

Celle - Danmark (280 km / 265 km / 275 km)

Afstand: 280 km til Flensburg / 265 km til Puttgarden / 275 km til Rostock.

Nu er det blevet turens sidste dag, men der er stadig oplevelser der venter. Lidt nord for Celle på den smukke Lüneburger Heide ligger Mindesmærket Bergen-Belsen, den koncentrationslejr hvor dagbogsforfatteren Anne Frank døde af tyfus i marts 1945.

I fortsætter over heden og kører mod nord og Danmark. Har I lyst til flere oplevelser, er det oplagt at forlænge turen og køre ad Den gamle Saltvej - eller - I kunne vælge at blive et par ekstra nætter i den hyggelige by Celle. 

 

Galleri

Kort

Vis på kort

Priser

Fra 5.617 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • 8 hotelovernatninger
     

Prisen inkluderer ikke

  • Færge, parkering og brændstof
  • Udflugter og entrebilletter
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

 

Om rejsen

3 nætter i Quedlinburg
2 nætter Halle
2 nætter Erfurt
1 nat Celle

Ekstra oplevelser

Turen kan naturligvis også køres omvendt, eller I kan tage en eller flere ekstra overnatninger i Celle, Erfurt, Halle eller Quedlinburg.

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Gl. Kongevej 19
1610 København V
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011