Krämerbrücke i Erfurt

Oplev den unikke beboede middelalderbro

Der venter en ganske speciel oplevelse, hvis din kør-selv-ferie i Thüringen bringer dig forbi den charmerende gamle by Erfurt. Det er den velholdte Krämerbrücke, der er Europas eneste fuldt bevarede middelalderbro med boliger.

De oprindelige 62 meget smalle brohuse er gennem tiderne blevet til 32, men kun ved at lægge flere huse sammen og intet er revet ned. Nogle af husene er beboede, mens andre huser kunsthåndværk, gallerier, små vinstuer eller musik- og antikvitetsbutikker. I 2017 var Kramerbrücke på en flot 12. plads over mest interessante rejsemål i Tyskland.

Hvordan sådan et brohus ser ud indenfor, kan du se i "Haus der Stiftung" i den vestlige ende af broen. Herinde ser du en model af broen og en række historiske billeder. Du kan også besøge en kælder i en af broens søjler samt en bjælkestue på første sal. 

En smag for chokolade

I den østlige ende af broen ligger Goldhelm Schokoladenmanufaktur. Her kan du både se fremstilling af chokolade og ikke mindst smage og købe nogle af deres helt vidunderlige chokolader, Du må specielt ikke snyde dig selv for deres berømte bro-trøfler (kan købes enkeltvis). 

Fra Aegidienkirches tårn i den østlige ende af broen har du også den bedste udsigt over den gamle bydel. Herfra kan du også se floden Geras forgreninger, der løber gennem store dele af den gamle bydel samt katedralen Hohen Domkirche St. Marien vest for den gamle by.

Kort

Vis på kort