Midtvestens storslåede nationalparker
17 dage Fra 28.432 kr.
Norris Geyser Basin er et af de mest ekstreme områder på jorden, hvor den termiske aktivitet giver en helt særlig oplevelse med aktive gejsere og farvefulde, varme kilder, hvori vand bobler, koger og springer til vejrs. Hvor end du kigger, er der konstant dampsøjler, som præger dit vue over det øde område med omkringliggende grantræer. Jordbunden er helt rødlig eller gul, som skyldes de mineraler i undergrunden, som skylles med op til overfladen af de varme kilder. Forskellen fra andre områder i Yellowstone Nationalpark er, at her er gejserne sure frem for basiske, og det giver andre karakteristiske farvespil.
Ustyrlige, oftest uforudsigelige gejsere, der sprutter og sprøjter højt som lavt og med hver sit unikke udbrud. Gejsere er der mange af, men nogle er mere unikke end andre. Steamboat Geyser er verdens højeste gejser og skyder 90-100 meter med en tordende lyd. Den er så kraftfuld, at når den er i udbrud, tømmer den en nærliggende kilde, Cistern Spring, for vand. Ved Vixen Geyser får du en oplevelse af et maskinpistol-udbrud med små, korte vandskud op i luften, og Porkchop Geyser er unik med sine eksplosive rester af en gejser, der i 1989 sprang i luften, så sten skød væk i en omkreds af 60 meter.
Klare pools, farvede pools og mudderpøle – nogle mere beundringsværdige end andre, men du må hverken soppe eller hoppe på hovedet i dem. 200 grader varmt er der 60 meter under jorden, og området ved Norris Geyser Basin er det varmeste gejserområde i Yellowstone. Benyt de anlagte stier, der begynder fra museet og går ind i Norris Geyser Basins to områder, Porcelain Basin og Back Basin. Begge er dynamiske områder, faktisk parkens mest foranderlige områder, hvor temperaturskift, ændringer i farver, vandstand og ph-værdi karakteriserer din unikke oplevelse af Norris Geyser Basin.
Bemærk: Selvom området er præget af mange gejsere, er der ingen garanti for, at gejserne går i udbrud, når I er der. Men området i sig selv er et besøg værd.
i Norris Geyser Basin har Hver gejser sit særpræg, og du går rundt i det smukkeste gejser-område med gejsere og kilder i mange flotte farver omkranset af træer og bjerge