Midtvestens storslåede nationalparker
17 dage Fra 28.432 kr.
Alene navnet antyder, at I her får et landskab i særklasse. Vejen tværs gennem Glacier National Park er en fuldstændig forrygende oplevelse med udsigt til Glaciers smukke bjerge, utallige vandfald og rige dyreliv. Going-to-the-Sun Road er kun åben i fire måneder om året fra juni til oktober, men til gengæld får I en storslået oplevelse af Midtvestens uberørte natur.
Turen gennem Glacier National Park byder på fantastiske udsigter til sneklædte bjergtoppe, vandreture til storslåede vandfald og møder med det vilde dyreliv. Men også selve historien om vejens oprindelse og mændene, der knoklede for at bygge den, gør jeres rejse interessant. Besøg Apgar Village ved bredden af den maleriske Lake McDonald, der er et fantastisk udgangspunkt for vandre- eller rideture i det imponerende naturområde.
Få et flot panorama over flodens brusende vand ved McDonald Creek Overlook, eller begiv jer afsted på en skøn vandretur til Avalanche Creek. Turen gennem skoven går over Avalance-kløften, hvor den buldrende flod flyder under jer og forstyrrer skovens stille ro. Selve søen, der ligger med de grønne bjergsider som et smukt bagtæppe har udsigt til et imponerende vandfald, og det er absolut gåturen værd.
Kør ad de snoede bjergveje, der smyger og looper sig op langs siden af bjerget og gennem tunneller, der i sin tid blev hakket ind i bjerget af svedende, hårdtarbejdende mænd. Kom helt tæt på fantastiske vandfald som Bird Woman Falls, hvis brølen kan høres på lang afstand, Weeping Wall, der falder direkte ned på vejen eller Lunch Creeks trappelignende vandfald. På toppen af Going-to-the-Sun road ved Logan Passet i 2.025 meters højde byder blomsterenge og en fantastisk bjergrig udsigt sig til. Tag en skøn pause og gå ad træstien til den hemmelige sø, oplev præcis hvorfor vejen fik sit eksotiske navn.
Længde: 80 km.