Europa rundt i Autocamper - Tyskland, Sydfrankrig og Norditalien

19 dages kør-selv forslag i autocamper - kombinér det bedste af Tyskland, Sydfrankrig og Norditalien

På denne tur ned gennem Tyskland og videre til Alsace, Provence og Norditalien, kommer I forbi mange af højdepunkterne i tre af Europas skønneste rejselande. I kører i autocamper fra Hamburg og overnatning foregår på stellpladser og campingpladser tæt på naturen og hyggelige byer.

I følger en overordnet rute men vælger selv om turen går til højre eller venstre, om I holder ind ved en flod og tager en lur og en kop kaffe, eller om I ønsker at blive en dag længere end først planlagt.

Vi har strikket et ruteforslag sammen til en gedigen autocamper-tur på næsten 3 uger, den tager jer med til smukke naturoplevelser i det vestlige Tyskland, Alsace og Sydfrankrig samt området omkring Gardasøen i Norditalien. Endelig afsluttes turen med et ophold i de sydtyske Alper og en enkelte overnatning i Harzen.

Turen er velegnet til par, børnefamilier og de aktive, som elsker at være på farten og holder af kombinationen med camping og mange forskellige oplevelser og attraktioner undervejs i naturen.

Der er indlagt en hviledag ca. hver 2. dag, så der også er tid til at slappe af og nyde ferien eller udforske lokalområdet.

Fra 5.820 kr.
Pr. person ved 4 personer i autocamper

Rejseperiode: 
Hele året
Vi anbefaler april - oktober

Startdag:
Daglig

Varighed:
19 dage/18 nætter

Længde:
ca. 4.000 km t/r fra Hamburg

1.320 kg CO2 samlet for 4 person - mere om grønnere kør-selv-ferier

Kør-selv-forslaget kan forlænges helt op til 4 uger eller forkortes til 14 dage.

Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.

Du vælger selv:

  • type autocamper
  • rejserute
  • antal dage
  • campingpladser
  • oplevelser undervejs

Få et tilbud

Dagsprogram

Danmark - Hamburg - Celle (300 km/285 km)

Afstand: 300 km fra grænsen ved Flensburg / 285 km fra færgen i Puttgarden.

Fra Danmark går turen i første omgang til Hamburg hvor I bytter jeres egen bil ud med en lejet autocamper. Kommer I fra Jylland kører I forbi Neumünster, hvor det store designer outlet ligger. Her kan I evt. shoppe til turen. Fra Puttgarden går turen forbi Lübeck, den gamle charmerende havneby ved Østersøen. Når autocamperen er afhentet og pakket, går turen sydpå, i første omgang til en campingplads i nærheden af Celle, så I ikke skal køre så langt den første dag. Det giver også tid til at lære autocamperen bedre at kende og evt. handle ind i et tysk supermarked. Har i afhentet autocamperen i god tid, så tag et stop i naturområdet Lüneburger Heide.

Vi anbefaler en campingplads i nærheden af Celle - f.eks. "Campingpark Südheide" nordvest for Celle eller en af de andre campingpladser i nærheden. Vi anbefaler at I reserverer campingplads hjemmefra, så der er styr på overnatningen i de første dage efter afhentning.

Celle - Cochem (450 km)

I dag går turen fra Celle til området omkring Cochem og Moselfloden. Alt afhængig af rute skal I regne med at tilbagelægge ca, 450 km. Tag tidligt afsted, så har I god tid til oplevelser og pauser undervejs.

På jeres vej mod syd kan det anbefales at gøre stop ved imponerende Externsteine i Teutoburger Wald ved Horn-Bad Meinburg. Stedet er et af de mest bemærkelsesværdige naturlige monumenter i Tyskland. Klipperne består af 13 høje, smalle klippesøjler, der rejser sig stejlt. Klipperne kan bestiges ad to stentrapper og der venter en formidabel udsigt over den smukke natur. Et andet højdepunkt som kan opleves hvis ruten går ad A7 motorvejen, er barokparken Wilhelmshöhe ved Kassel. Med det elegante slot og den eventyrlige ridderborg Löwenburg, venter der et spændende besøg blandt spring- og vandfaldsanlæg. Parken er med rette på UNESCOS’ verdenskulturarvsliste.

Cochem og byerne langs Mosel egner sig fortrinligt til vandre- og cykelture langs floden. Ved Mosel dyrkes vin på stejle skråninger ned mod floden. Dette helt unikke landskab kan ikke andet end at imponere. Og vinene, der frembringes af det solrige klima, er fortrinlige mineralske riesling-vine, der i dag hører til blandt de bedste hvidvine i verden. Køb nogle flasker og tag med til turen.

2 overnatninger på en campingplads i nærheden af Cochem - f.eks. "Cochem Camping" eller en af de andre pladser i området. Vi anbefaler at du bestiller plads på forhånd, da området er populært om sommeren. Alternativt kan du søge på en Stellplatz i samme område.

Cochem - Alsace (350 km)

Colmar i Alsace er vinens hovedsted og tilbyder utallige gastronomiske oplevelser som tartes flambées og fleischschnackas og backeoffe m.fl. Den traditionelle kage Kougelhopf spises til morgenmad, til eftermiddagskaffen eller som aperitif. Der går hurtigt nogle timer med at udforske Colmar og måske nyde en dejlig frokost på en af de mange restauranter med udendørsservering, når vejret tillader det.

Vinruten i Alsace er et must når man er i området og vejstrækningen kan sagtens køres i autocamper. Slå jer ned i nærheden af de små vinbyer på Vogesernes skråninger, så befinder I jer midt i paradiset og kan nemt nyde de utrolig charmerende landsbyer, som opleves bedst til fods.

Vil i hellere udforske naturen og "ballonerne", som de bløde bjerge kaldes i Alsace, så tag de snørklede veje helt til tops og nyd de flotte udsigter, både med kig til Schwarzwald i øst og Lorraine-området mod vest.

Du kan sagtens køre med autocamper på Vogesernes bjergveje, men du skal sætte ekstra tid af ift. en tilsvarende tur i alm. personbil. Vi kan anbefale en dagstur op til parkerinspladsen ved "Station des Bagenelles", hvor der er god plads til autocampere. Tag en vandretur i området eller nyd din medbragte mad fra køleskabet. Køreturen kan passende gå videre til området ved Lac Blanc og Lac Noir, hvor der også er mulighed for aktiviteter for alle aldre.

2 overnatninger på en campingplads i Alsace, fx. "Camping Pierre de Coubertin", men der er rigtig mange pladser at vælge imellem. Mange danskere foretrækker området omkring de hyggelige byer Kaysersberg, Riquewihr og Ribeauville. Om sommeren bør du reservere plads. Alternativt kan du søge på en Stellplatz i området.

Alsace - Beaune (300 km)

Fra Alsace går turen nu til et andet berømt vinområde, nemlig Bourgogne og vin-hovedstaden Beaune - en fantastisk smuk og historisk by.

Udover en overflod af gamle huse, madmarkeder, vinbutikker og restauranter, er Beaune er også kendt for det unikke hospital Hospices du Beaune, som blev etableret i 1443. At opleve det farverige tag på hospitalet er nærmest en rejse værd i sig selv, men også værelserne og salene på hospitalet er interessante. Hospitalet har gennem årene fået skænket en række vinmarker og vinen, som produceres, bliver hvert år i november auktioneret bort af Chrisites auktionshus, i det som måske regnes som den vigtigste vinauktion i verden.

Beaune ligger også på vinruten "Routes des Grand Crus", hvor der produceres nogle af de bedste og mest kendte vine i verden. Selve ruten er kun 60 km lang og alle vinlandsbyerne byder på vinudsalg med mulighederne for at smage inden man køber. Nuits Saint-Georges er noget større end de andre landsbyer, og har et godt udvalg af caféer og restauranter. Vinruten er velegnet til at køre i autocamper.

1 overnatning på en campingplads i nærheden af Beaune fx. "Only Camp Les Premiers Prés" ved Savigny-Les-Beaune. Alternativt kan I overnatte på en Stellplatz i området eller måske endda på en vingård, som hilser autocampere velkommen.

Beaune - Ardeche (360 km)

Fra Bourgogne går turen nu videre sydpå gennem den franske feriekorridor, dvs. den 4-sporede motorvej, som er svær at undgå når man følger Rhone-dalen fra nord mod  syd.

Ardeche-området har i årtier været et populært feriested og floden som skærer sig igennem kløftlandskabet spiller en afgørende rolle for områdets popularitet. Her er næsten altid behageligt varmt om sommeren og floden egner sig fortrinligt til en hel- eller halvdagstur i kajak. DU bliver kørt et stykke op ad floden, hvorefter du følger strømmen tilbage til udgangspunktet. Ofte kan du gå i land på campingpladsen hvor du bor.

Området byder også på indtil flere kendte drypstenshuler, som byder på et kort afbræk fra den trykkende varme, hvis du besøger egnen midt i sommermånereder. Glem ikke de små byer langs floden som indbyder til hyggelige slentreture, caféture og restaurantbesøg, fx. i Vallon-Pont d'Arc og Salavas.

2 overnatninger på en campingplads ved Ardeche-floden. Selvom der er mange pladser at vælge imellem, så bliver de alle fyldt op om sommeren og derfor bør du reservere en plads hjemmefra eller minimum et par dage i forvejen. Alternativt kan du søge på en Stellplatz i området eller finde en campingplads i Rhone-dalen eller lidt længere mod syd ved Cèze-floden.

Ardeche - Gorges du Verdon (270 km)

På jeres vej fra Ardeche til området omkring Frankrigs svar på Grand Canyon - Gorge de Verdon, kører I for alvor ind i Provences charmerende hjerte. Undervejs passeres det skaldede bjerg Mont Ventoux, kendt fra drabelige etaper i cykelløbet Tour de France. Har I selv cykler med, så kan i køre lidt op ad bjerget - eller måske endda helt til tops hvis formen rækker til det.. Husk masser af vand og lav gearing!

Fremme ved Lac de Sainte-Croix kan du underholde hele familien i flere dage. I kan bade i søen og leje små vandcykler, fx. kan I sejle dybere ind i kløften, hvor I helt tæt på oplever dybet og højden på klippevæggene, som danner ramme om kløften. Det er meget populært at hoppe ud fra de små pedalbåde og ned i floden, og måske ser I nogle vovehalse kaste sig ud fra klipperne?

Området har gode men smalle veje, afmærkede vandrestier og hele fem søer. Du kan vandre, cykle, klatre, bungee-jumpe, svømme eller sejle kajak, kano og SUP eller tage en vandcykel rundt i de smukke omgivelser - der er med andre ord masser af muligheder for lidt action og badeferie for både børn og voksne.

2 overnatninger på en campingplads i nærheden af Lac de Sainte-Croix og Gorge du Verdon, fx. "Camping de l'Aigle - CAMPASUN", som ligger en smule afsides på toppen af en bjergkam, til gengæld får du områdets smukkeste udsigt. Det tager 20 min. at køre ned til søen og kløften. Der er også campingpladser helt nede ved søbredden, men her bør du bestille plads i sommerperioden. Alternativt kan du søge på en Stellplatz i området.

Gorges du Verdon - Cote d'Azur (155 km)

Har du ikke tidligere været i Provence og det sydligste Frankrig, så kan du glæde dig til den blide og maleriske natur - ja faktisk er det lidt af en perle på din autocamper-tur rundt i Europa. De sandfarvede middelalderbyer, der slænger sig på hver sin bakketop, emmer af romantik og rustik fransk elegance med charmerende pladser, rislende fontæner og gamle kirker.

Langs den pragtfulde franske Riviera, Cotê d’Azur, venter 2 skønne dage med afslapning på campingpladsen og naturligvis lidt shopping og strand i de eksklusive badebyer langs kysten. Varmen og det unikke landskab gør desuden Provence til et paradis for både vin- og madelskere - et mekka for livsnydere.

Cotê d’Azur er altid populært og kommer du uden for højsæsonen så kan du godt køre rundt i din lejede autocamper, men i sommerperioden bør du overveje at lade autocamperen stå på cmapingpladsen og i stedet benytte dig af anden transport langs kysten eller cykle i nærområdet.

2 overnatninger på en campingplads tæt på kysten, fx. "Camping de l'hippodrome", som ligger mellem Nice og Antibes. Der er heldigvis en del campingpladser langs hele den franske riviera, men også her bør du bestille plads i højsommeren i juli og august. Alternativt kan du søge på en Stellplatz i området.

Cote d'Azur - Genova (200 km)

Ny dag, nyt land. Lige efter Nice og Monaco kører du ind i Italien og regionen Ligurien, kendt for sin forrevne klippekyst, men også en række hyggelige og charmerende MIddelhavsbyer. Ikke alle byer er velegnede til kørsel med autocamper, søg derfor mod de større p-pladser i udkanten af byerne eller ved supermarkeder og gå resten af vejen ind til centrum.

Ellers er dagen sat af til transport-etape, hvor du hen på eftermiddagen ankommer i området omkring havnebyen Genova, byen, hvor den berømte opdagelsesrejsende Christoffer Columbus blev født. Har du tid og overskud til en aftentur, så kan du opleve et af Europas største middelalderkvarterer med snævre, mørke gader, hvor livet stadig leves i forretninger, på markeder og på caféer. 

1 overnatning på en campingplads i nærheden af Genova fx. "Camping Sole" eller "Camping Villa Doria", som begge ligger vest for Genova. Da I skal hurtigt videre mod Garda, så kan i evt. nøjes med en Stellplatz for denne nat - søg på stellpladser mellem Savona og Genova.

Genova - Gardasøen (270 km)

Efter nogle timers kørsel ankommer I nu til Gardasøen - Italiens største sø og nok også et af de mest populære turistmål for danskere. Naturen her er ubeskrivelig smuk, da den ligger omkranset af olivenlunde og sirlige vinmarker, snoede bjergveje og småbyer, der emmer af italiensk charme.

Afhængig af hvor i vælger at have base, så kan i fx. besøge Riva, der er en romantisk by at slentre rundt i med en uimodståelig malerisk havn og hyggelige gader. Stranden her er også én af de største ved søen og et oplagt sted at slappe af ved den svale sø.

Ikke langt fra Riva ligger også byen Limone, nok den smukkeste af alle byerne ved søen, hvor snoede gader og citrontræer sørger for en hyggelig stemning. Men I kan også køre til middelalderbyen Malcesine på den bjergrige og naturskønne østbred eller finde jeres eget lille paradis blandt de mange små byer ved søens bred.

Generelt er vejene små i byerne omkring Gardasøen - parkér derfor autocamperen i udkanten og gå eller cykel ind til bymidten eller andre spændende steder.

2 overnatninger på en campingplads ved Gardasøen, fx. "Camping Mos" på vestsiden eller "Camping Claudia" på østsiden. Der er ca. 20 campingpladser rundt om Gardasøen, hvoraf mange er små pladser tæt på søbredden. Reservér på forhånd, så I er sikre på en plads når I ankommer. Alternativt kan I overnatte på en Stellplatz i området, specielt i den sydlige eller nordlige ende, hvor der er flere muligheder.

Gardasøen - Garmisch Partenkirchen (310 km)

Nu er det tid til at krydse alperne. I skal tidligt afsted, da dagens rute byder på en del bjergkørsel og derfor kræver lidt mere koncentration, men også pauser undervejs. I bliver belønnet med flotte bjerglandskaber og udsigtspunkter på turen fra Italien og videre gennem Østrig, inden i havner i de sydtyske Alper nær Garmisch-Partenkirchen.

Garmisch-Partenkirchens skønhed findes ikke kun indenfor bygrænserne – tværtimod! Hvor historiske gyder og historieladede facader slutter, begynder et naturligt skuespil, som du ikke kan undgå at blive fascineret over. Snedækkede bjergtoppe - også tidligt på sommeren - frodige grønne enge, brede dale og skyggefulde kløfter, forfører tusindvis af turister årligt - og sikkert også dig.

Selvom du befinder dig i bjergene, så er det relativt nemt at køre rundt i området med autocamper, bl.a. kan du opleve den olympiske og sportslige ånd ved den ikoniske skihopbakke. Har du tid og overskud, så tag også en tur op til Zugspitze, Partnachklamm og Kuhflucht-vandfaldene.

2 overnatninger på en campingplads nær Garmisch Partenkirchen, fx. "Camping Resort Zugspitze" eller "Alpencamp am Wank", som kun er til autocampere. Reservér på forhånd, så I er sikre på en plads når I ankommer. Alternativt er der også en Stellplatz i byen.

Garmisch Partenkirchen - Quedlinburg (615 km)

Dagens etape fra de sydtyske Alper til Harzen er turens længste og primært en transportdag. Tag derfor tidligt afsted, så der også er mulighed for enkelte pauser undervejs, fx. i Bayerns største by, München eller i Bayreuth lidt længere mod nord, som er kendt for Wagner festspil i juli og august.

Bemærk: Er udsigten til 7-9 timers kørsel på én dag for meget, så husk at booke autocamperen en dag mere fra starten - så der er tid til flere oplevelser og færre kilometer i ét stræk.,

Ved ankomst til det østlige Harzen kan vi varmt anbefale en campingplads i nærheden af Quedlinburg, så I på turens sidste aften i autocamper kan opleve den charmerende middelalderby med de mange bindingsværkshuse. Slå et smut forbi torvet hvor der altid er leben.

1 sidste overnatning på en campingplads i nærheden af Quedlinburg, fx. "Klostercamping Thale" eller en af de andre campingpladser i Harzen. Der er også en god portion stellpladser i Harzen, hvis I hellere vil have en simpel overnatningsmulighed.

Quedlinburg - Hamburg - Danmark (470 km / 460 km)

Turens uigenkaldeligt sidste dag byder på 470 km til grænsen ved Flensburg eller 460 km til færgen i Puttgarden (via Hamburg). Først skal autocamperen dog afleveres på udlejningsstationen. Husk at sætte tid af til tømning af tanke samt rengøring og udpakning af autocamperen.

Har du god tid enten før eller efter aflevering, så tag et smut ind til hansestaden Hamburg, Tysklands næststørste by med en hyggelig bykerne omkring Altstadt og Alsteren.

Turen tilbage til Danmark foregår nu i egen bil og med en masse dejlige autocamper-oplevelser i bagagen.

Aflevering af autocamper i Hamburg-området. Husk at sætte tid af til oprydning og rengøring inden turen går i egen bil tilbage til Danmark. I kan også vælge at tage 1-2 overnatninger på hotel i Hamburg og lige få de allersidste oplevelser med i bagagen.

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 5.820 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • 20 dages autocamperleje - Hamburg-Hamburg
  • Ubegrænset kørsel
  • Skatter
  • Klargøringsgebyr
  • Standardforsikring på autocamper

Prisen INKLUDERER IKKE

  • Afbestillings- & rejseforsikring
  • Selvrisiko reduktion
  • Sengelinned og håndklæder
  • Køkkenudstyr
  • Babysæde/børnesæde
  • Overnatninger på campingpladser
  • Camping gas
  • Brændstof
  • Vejafgifter, broer og og færger
  • Udflugter og entrébilletter

Om rejsen

1 nat ved Celle
2 nætter ved Moselfloden
2 nætter i Alsace
1 nat i Bourgogne
2 nætter ved Ardeche-floden
2 nætter ved Gorge du Verdon
2 nætter ved Cote d'Azur
1 nat ved Genova
2 nætter ved Gardasøen
2 nætter ved Garmisch-Partenkirchen
1 nat i Harzen

Bemærk, du skal selv finde campingpladser undervejs.

Ekstra oplevelser

I en autocamper er ruten fleksibel og I kan derfor også køre ruten i omvendt rækkefølge eller vælge en helt anden rute.

Forlæng evt. opholdet med nogle ekstra dage i autocamper eller på hotel i Hamburg og få flere oplevelser med i bagagen.

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Gl. Kongevej 19
1610 København V
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011