Gastronomi i Castilla y León

Morcilla, cochinillo og Yemas de Santa Teresa

Morcilla, Cochinillo og Yemas de Santa Teresa er blot eksempler på lokale specialiteter, som I møder på en tur rundt i Castilla y León.

Morcilla de Burgos er en traditionel blodpølse, der fremstilles i egnen omkring byen Burgos. Almindeligvis forventer man at en blodpølse indeholder kød, men denne variant indeholder kun løg, ris, svinefedt, krydderier og naturligvis blod. Her er det især krydderierne paprika og peber, der giver smag til pølsen, der kan spises både kold men oftest efter stegning eller sautering.

Cochinillo er navnet på grillet pattegris og selvom denne ret anvendes mange steder jorden rundt, så er det i Segovia at I finder retten udviklet til perfektion. Her anvendes lokalt opdrættede unggrise, der ofte kun har drukket mælk, hvilket giver den specielle Segovia smag. Tilberedningen er enkel og foregår i en traditionel brændeovn efter indvoldene er taget ud.

Vi runder af med en sød delikatesse, som har sit udspring i byen Ávila og er opkaldt efter den hellige Santa Teresa. Her finder i de orangefarvede Yemas de Santa Teresa kager, hvis ingredienser udelukkende er æg og sukker bagt i tynde papirforme. Kagerne stammer ikke tilbage til Santa Teresas tid, men er fra en bager i byen, der har anvendt navnet til markedsføring.

Kort

Vis på kort