Den gamle universitetsby Salamanca

Det ældste universitet i Spanien

Salamanca er synonymt med et af Europas ældste universiteter, og det ældste i Spanien, hvis historie går helt tilbage til 1218 – over 200 år før der end blev tænkt på et universitet i København. Universitetet sætter selv i dag et markant præg på byen både med universitetsbygningerne, der er placeret centralt i byen, men også ved at tiltrække godt 30.000 studerende både fra indland og udland på Erasmus ordningen.

De mange studerende er med til at give Salamanca et andet liv, end det I ser i andre byer i Castilla y Leon. Her er både godt gang i cafeer og tapasbarer både dag og nat, hvor byens studerende nyder både by- og aftenlivet.

Det centrale og historiske Salamanca er udnævnt som UNESCO verdensarv og en tur gennem byen, er som at gå en tur tilbage i historien. Her er ud over det gamle universitet ikke kun en men to katedraler, en romersk bro over floden Tormes, et hus med udsmykning af muslingeskaller Casa de las Conchas, klosteret Convento de las Dueñas og mange andre seværdigheder indenfor få hundrede meters afstand.

Start turen på byens centrale plads Plaza og kryds fra torv til torv rundt i byen – eller tag på en guidede vandretur i byen med en erfaren guide, så I får set det hele med forklaring på.

Kort

Vis på kort