Sydstaternes sjæl på motorcykel

11 dages kør-selv motorcykeltur gennem de charmerende sydstater og den amerikanske folkesjæl

Oplev sydstaternes højdepunkter. Turen starter i New Orleans i delstaten Louisiana og går nordpå til Vicksburg og senere Memphis i delstaten Tennessee. Her er det oplagt at besøge et eller flere af de mange bluesmuseer og så selvfølgelig den berømte Graceland Mansion – Elvis Presleys hjem.

I fortsætter til Nashville, countrymusikkens hjem, og herefter til Birmingham og Mobile i delstaten Alabama for at afslutte turen tilbage i New Orleans. 

Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse i de amerikanske sydstater. 

Fra 20.953 kr.
pr. person inkl. flybillet, ophold i dobbeltværelse for 11 dages kør-selv-ferie med hotel og motorcykel (1 motorcykel til 2 personer).

Rejseperiode:
Hele året

Startdag:
Daglig

Varighed:
11 dage/10 nætter

Længde:
2.202 km

Kør-selv-forslaget kan skræddersyes til dine ønsker.
 
Du vælger selv:
•    Fly og MC model
•    Rejserute
•    Antal dage
•    Hoteller
•    Oplevelser undervejs

Få et tilbud

 

 

Dagsprogram

New Orleans, Louisiana

Efter ankomst til New Orleans sørger I selv for transport til hotellet. 

New Orleans er en unik by med sin helt egen arkitektur, kultur og identitet. Tag på opdagelse rundt i de smalle gader i The French Quarter, hvor det vrimler med gallerier, lokale butikker, cafeer, restauranter og naturligvis barer. De karakteristiske smedejernsbalkoner er et af New Orleans’ særkender.

Vil I opleve en anden New Orleans specialitet, så besøg en af byens kirkegårde, hvor gravene er placeret i store gravmonumenter oven på jorden på grund af grundvandet, der gør det umuligt at grave folk ned i jorden. Endelig må I ikke gå glip af en tur med de gamle sporvogne i New Orleans. De skramler rundt i byen og udgør en vital del af byens infrastruktur.

Overnatning: New Orleans.

New Orleans - Vicksburg, Mississippi (393 km)

Om morgenen afhenter I jeres motorcykel, og så begynder rejsen gennem sydstaterne, hvor den amerikanske musik blev født. Der er almindelig enighed om, at jazzmusikken blev født i New Orleans, og byen emmer da også af jazzstemning. Fra New Orleans følger I Highway 10 vestpå mod Baton Rouge, som er hovedstaden i delstaten Louisiana. Her fanger I Highway 61, sætter et mageligt tempo og nyder den naturskønne køretur hele vejen op til Natchez.

Natchez er en af de byer, hvor tiden synes at være gået i stå. Fra Natchez følger I Natchez Trace Parkway, som er en rute, der blev brugt af handelsfolk i slutningen af 1700-tallet. Ruten fører jer gennem et smukt skovklædt område. Drej til venstre ad Highway 27 mod dagens mål den historiske by Vicksburg.

Overnatning: Vicksburg.

Vicksburg - Memphis, Tennessee (364 km)

Vicksburg er en søvnig by beliggende ved bredden af Mississippifloden. I historisk sammenhæng er byen kendt som "nøglen til Konføderationen". Under Den Amerikanske Borgerkrig formåede byen at blokere floden, så Nordstaterne ikke kunne komme til at transportere forsyninger, og den var derfor et vigtigt mål for General Grant. Vi anbefaler et besøg i Vicksburg National Military Park, hvor I kan få et indblik i, hvad der skete her i 1863. Fra Vicksburg fortsætter I nordpå ad Highway 61, som I følger hele vejen til Memphis. I kører nu gennem Mississippideltaets flade landskab, som har en sær beroligende virkning.

Før I når helt til Memphis, kan det anbefales at besøge Delta Blues Museum, som ligger ca. 100 kilometer syd for Memphis (kig efter skiltet til Clarksdale, hvor Highway 49 skiller sig ud fra Highway 61). Der er gratis adgang til museet, der også fungerer som forskningscenter og bibliotek for bluesmusikken. Fortsæt nu turen til Memphis, hvor byens berømte bysbarn Elvis, er allestedsnærværende, og musikken generelt fylder en del.

Overnatning: Memphis.

Memphis - Nashville, Tennessee (426 km)

Før I sætter kursen mod Nashville, kan I overveje at kigge forbi "Super Cycle" – en motorcykelforretning, som sælger sexede, specialbyggede Harleyer, reservedele, tilbehør og samlerobjekter på Bellevue Boulevard.

Den hurtigste vej til Nashville er via Highway 40 hele vejen. Vi kan anbefale at tage omvejen via Shiloh National Military Park, som ligger ca. 175 kilometer øst for Memphis. Parken er opført til minde om et af de mest afgørende slag i Den Amerikanske Borgerkrig, hvor over 20.000 mænd mistede livet. I kan på egen hånd køre rundt i området ad en rute på ca. 16 kilometer, som blandt andet fører forbi soldaterkirkegården, bag hvis mosbegroede mure tusindvis af ukendte soldater ligger begravet. Fra Shiloh National Military Park følger I Highway 45 nordpå og drejer fra af mod Nashville. Nashville ligger i et blødt, bakket landskab omgivet af frugtbart landbrugsland. Her finder I museet Country Music Hall of Fame og musikteateret Grand Ole Opry.

Overnatning: Nashville.

Nashville

Nashville er synonym med lyden af guitar, mørke syngende countrystemmer og navne som Johnny Cash, Kenny Rogers, Dolly Parton og Tailor Swift, er bare nogle af de kendte artister, som føjes til historien om Music City, som Nashville også kaldet. Dagen er afsat til at opleve byen.

Overnatning: Nashville 

Nashville - Birmingham, Alabama (357 km)

Fra Nashville sætter I kursen sydpå ad Highway 41 til Shelbyville, hvor I drejer fra ad Highway 231 mod Lynchburg, som er hjemsted for Jack Daniel's Distillery. Destilleriet blev grundlagt i 1866 og er dermed det ældste registrerede destilleri i USA. Her kan I komme på en underholdende 70 minutter lang rundtur, som fører jer hele vejen gennem processen fra surmæsk til færdig whiskey. Snyd ikke jer selv for den oplevelse!

Selve Lynchburg er en hyggelig lille by, der er centreret omkring et nydeligt torv med en retsbygning opført i røde mursten og en række gammeldags butikker. Følg Highway 231 til Huntsville, hvor USA's rumprogram tog sin begyndelse (US Space & Rocket Center ligger 8 kilometer vest for byens centrum). Fra Huntsville følger I Highway 72 et kort stykke og drejer så fra ad Highway 65, som I følger helt til Birmingham. 

Overnatning: Birmingham.

Birmingham - Montgomery, Alabama (150 km)

Fra Birmingham sætter I nu kursen sydpå mod Montgomery, som er hovedstaden i delstaten Alabama. I befinder jer nu i det landlige "sorte bælte" – et navn, der kommer af den utroligt frugtbare, men ofte meget sumpede jord, der er karakteristisk for de lavtliggende områder, men som også henviser til det faktum, at befolkningen overvejende er afroamerikanere. Montgomery er en af de byer i sydstaterne, hvor man fornemmer historiens vingesus, og mange af seværdighederne her har forbindelse til enten Den Amerikanske Borgerkrig eller borgerrettighedsbevægelsen.

Overnatning: Montgomery.

 

Montgomery - Mobile, Alabama (271 km)

Fortsæt ad Highway 65 hele vejen ned til Mobile, som er Alabamas travle havneby. Byen er meget charmerende – særligt om foråret, når det vælter frem med farvestrålende azaleaer, kameliaer og korneller i stort set enhver gade.

Overnatning: Mobile.

Mobile - New Orleans, Louisiana (240 km)

Fra Mobile følger I Highway 10 (90) på en smuk køretur langs kysten af den Mexicanske Golf. Når I er tilbage i New Orleans, er det tid til at aflevere jeres motorcykel nyde byen.
New Orleans  er byen, hvis befolkning har rødder blandt franske kolonister, spanske opdagelsesrejsende, britiske soldater, afrikanske slaver og caribiske indvandrere. Her finder I også moderne fidusmagere, hasardspillere, kunstnere, musikere, dansere og flodbådskaptajner, som har det til fælles, at de alle søger at nyde hver eneste dag her til fulde.

Overnatning: New Orleans

New Orleans hjemrejse

I dag venter hjemrejsen - med mindre I forlænger rejsen og tager videre på nye eventyr.  I kunne let tage et par dage til Florida og nyde strandene, inden I vender hjem til Danmark..  

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 20.953 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • Flybillet Kastrup/Billund-New Orleans retur
  • 10 hotelovernatninger  
  • 9 dages leje af Harley-Davidson Heritage Softail (andre modeller findes)
  • Ubegrænset antal kilometer
  • Hjelm til fører og passager
  • Lokale skatter/afgifter
  • VIP Plus dækning på tyveri & ulykkesforsikring
     

Prisen inkluderer ikke

  • Måltider, drikkevarer, benzin og drikkepenge
  • Evt. sæsontillæg ifm. specielle begivenheder
  • Entrebilletter til fx nationalparker, parkeringsafgifter og vejafgifter
  • Transport mellem lufthavn, hotel og udlejning 
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

 

Om rejsen

Dette kør-selv forslag er baseret på pris ved 2 personer, 1 motorcykel og ophold i delt dobbeltværelse. 

Ønskes 2 motorcykler og ophold i delt dobbeltværelse eller i enkeltværelser: Kontakt os for aktuelle priser.
 

* Om MC-forsikringen
Forsikring på motorcyklen er “VIP Plus” inkl. tyveri- og skadesdækning med selvrisiko på USD 2.000 ved skade og med selvrisiko på USD 5.000 ved tyveri.

Ved afhentning af motorcyklen kan du opgradere MC-forsikringen til "VIP-Zero" med selvrisiko på USD 0 ved skade, og med selvrisiko på USD 1.000 ved tyveri.
Pris er USD 10 pr. dag og afregnes direkte til udlejeren.

Mange rejseforsikringer dækker selvrisikoen på lejede køretøjer og vi anbefaler derfor, at du på forhånd tjekker om din rejseforsikring dækker selvrisikoen. På den måde kan du vælge den bedste løsning for dig.

 

Ekstra oplevelser

I kan fx forlænge rejsen med en nat eller to før eller efter motorcykelturen, kombinere turene eller kombinere med vores andre kør-selv-forslag.

Mere information om MC-rejser i USA