Jazz, Blues, Rock & Soul fra Chicago til New Orleans
10 dage Fra 15.995 kr.
Natchez Trace Parkway er en 444 miles eller lige over 700 kilometer lang historisk strækning fra Natchez i Mississippi til Nashville i Tennessee. Vejen er næsten identisk med den oprindelige rute som bisoner skabte i et net af stier, i deres søgen mellem græsgange i det centrale og vestlige Mississippi og saltholdige overfladeaflejringer i Cumberland Plateauet. Indfødte amerikanere fulgte bisonerne og efter dem fulgte europæiske bosættere, der startede en livlig handel mellem landsbyerne langs ruten. I 1938 skabte kongressen Natchez Trace Parkway og efterfølgende byggede nationalpark-tjenesten den moderne vej, som vi kender den i dag.
I dag kan du køre Natchez Trace Parkway, der har fokus på naturoplevelser, i et roligt tempo – langt væk fra hovedvejenes travlhed. Der er forholdsvis lidt trafik men et rigt dyreliv langs vejen. Du har masser af muligheder for at stoppe undervejs og kigge nærmere på naturen eller de historiske seværdigheder, der fortæller lidt om rutens historie. Der er mange korte vandrestier langs ruten. Et populært stop er fx parkeringspladsen, hvorfra du kan vandre til foden af Jackson Falls og videre op til et udsigtspunkt over vandfaldet – et perfekt stop til en lille picnic.
Spøgelsesbyen Rocky Springs
Denne by er også et stop værd. I slutningen af det 19. århundrede nåede byen sit højdepunkt med mere end 2.500 indbyggere, en livlig handel og dyrkning af bomuld med ”hjælp” fra mere end 2.000 slaver. Desværre gjorde borgerkrig, gul feber, insekter og dårlig jordforvaltning en ende på den driftige by. I dag står metodistkirken fra 1837 tilbage sammen med en lille kirkegård, hvor flere af de oprindelige indbyggere ligger begravet. Du kan gå via en lille sti, hvor der er placeret information om byens historie.
Emerald Mound
Det nationale historiske vartegn, Emerald Mound nær Natchez, er interessant at besøge. Det er de indfødte amerikaneres næststørste oprindelige ceremonielle høj i USA. Mellem år 1250 og 1600 var området et ceremonielt center for Natchez-befolkningen, der boede i afsidesliggende landsbyer.
French Camp Historic Village
Besøg den lille historiske landsby ved siden af Natchez Trace. Her kan du opleve hvordan dagligdagen for europæiske tilflyttere var i midten af 1800-tallet. Der er et lille museum, en restaurant, souvenirbutik og mulighed for overnatning i byen. Et hyggeligt stop langs Natchez Terrace Parkway.
Tupelo
Natchez Trace Parkway går også gennem byen Tupelo, hvor Elvis Presley blev født, i familiens lille hus med bare to værelser, d. 8. januar 1935. Elvis og hans familie boede i huset de første år af Elvis’ liv, men de måtte flytte fra huset af økonomiske grunde. I 1971 blev huset sat i stand og åbnet for offentligheden. Hvert år kommer mere end 50.000 fans fra hele verden til byen for at besøge The King of Rock and Roll’s fødested.