Bjørne, hvaler og Vancouver Island
7 dage Fra 27.540 kr.
Highway 93 i Alberta. Det lyder ikke umiddelbart af så meget, men Highway 93 er identisk med Icefields Parkway, 230 forrygende kilometer på toppen af Rocky Mountains. Vejen stod færdig i 1940 og byder på det ene fantastiske bjergpanorama efter det andet. Af mange er Icefields Parkway betragtet som, hvis ikke verdens, så Canadas smukkeste køretur. Bjergruten løber mellem Lake Louise og Jasper nationalpark og undervejs bliver du udsat for en magtdemonstration fra Moder Jord, der siger spar to! Det er et mesterværk uden lige. Du kommer forbi bjergsøer med farver, som du aldrig har set dem før. Du kommer igennem legendariske nationalparker som Banff og Jasper. Du kommer helt ind under huden på majestætiske Rocky Mountains og soundtracket til jeres kør-selv-ferie er brusende vandfald og fuglefløjt.
Allerede kort tid efter I sætter i gang i Lake Louise rejser Rocky Mountains sig foran jer. Man kan ikke lade være med at tage en dyb indånding, nive sig selv lidt i armen og lige stoppe op engang og huske på, at det ikke er en drøm. Smukke søer byder jer velkommen. Der er især en I skal sætte lidt ekstra tid af til. Den dybe blå Peyto Lake ligger omringet af de grønneste nåletræer I kan forestille jer. De sneklædte tinder spejler sig i det, der simpelthen må være en af verdens smukkeste bjergsøer. Det er uagtet en af Canadas mest instagramvenlige oplevelser, og den nydes bedst ved solopgang, når søens farve er mest intens og antallet af turister ikke forstyrrer jeres oplevelse.
I både Banff og Jasper nationalpark er der masser af gletsjere. De ligger som vinterdyner på bjergene og om sommeren forsyner de floder og søer med masser af smeltevand. Gør for eksempel et stop ved Crowfoot Glacier, der deler sig ud i lange bælter på bjergsiden på en måde, så den ligner en kravefod. Planlæg et besøg til Columbia Icefield. Det er det absolut største isfelt i de canadiske Rocky Mountains. Her kan du komme helt op med en terrængående bus på en guidet vandretur. Husk solbriller, varmt tøj og sko/støvler.
Der er så mange oplevelser i vente langs Icefields Parkway, som uden tvivl vil være blandt højdepunkterne på din kør-selv-ferie i Canada. Hvis du skal have den bedste udsigt over vilde bjergblomster, dramatiske gletsjere og sprudlende kilder, så skal du glemme alt om din højdeskræk og tage en tur med Lake Louise Gondola. Eller også skal du gå en tur på Glacier Sky Walk. Hvis du tør, så gå ud på glasdækket og se de godt 300 meter ned i dalen. Eller hvad med at besøge Athabasca vandfaldet, der selvom det ikke er så højt, imponerer med sin tordnende. Hold også øje med dyrelivet – specielt i de tidlige morgentimer eller ved skumringstid.