Buffalo Bill Scenic Byway i Wyoming

I legendernes land

Turen fra Cody i Wyoming over til Yellowstone National Park ad U.S. 14 kaldes også Buffalo Bill Scenic Byway. Her kan I rejse i westernlegenden Buffalo Bills 44 km. lange fodspor langs Shoshone River gennem den sceniske Wapiti Valley og opleve de vidunderlige landskaber, der betog nybyggere og cowboys for mere end 100 år siden, og som stadig forfører de fleste rejsende den dag i dag.

Genopliv det Vilde vesten

Buffalo Bill var spejder og bøffeljæger i slutningen af 1800. I Cody, der er opkaldt efter ham, hvis rigtige navn var William Frederick Cody, kan I få en smag på det gamle vesten. Oplev vaskeægte cowboys, besøg det historiske Irma Hotel og nyd en drink på den berømte saloon-lignende Cherrywood Bar. I Old Trail Town kan I næsten høre cowboyen råbe yeehaw blandt velbevarede westernbygninger, og på Buffalo Bill Historical Center bliver I klogere på alt, hvad der er at vide om den fascinerende cowboy-æra.

Inspiration

Midtvesten, når det er bedst

Når I kører videre fra Cody, bør I stoppe ved Buffalo Bill Dam og opleve den formidable udsigt fra kanten af den mægtige konstruktion. Herfra går turen gennem Buffalo Bill State Park til Wapiti Valley og Shoshone National Forest, der muligvis er USAs mest bjergtagne strækning. Forestil jer dybe nåleskove, hvor bjergtoppene stråler hvidt i baggrunden, stejle klippesider, som skærer sig lodret ned i floden, der snor sig gennem landskabet som en utæmmelig slange, langstrakt prærie med klippetårne og bjergsøer omkranset af skovbeklædte bjergsider. Det er Det Vilde Vesten, som I drømmer om!

Længde: 44 km
Bemærk: Vejen er vinterlukket fra oktober til maj.


"Buffalo Bill var rigtig nok bøffeljæger, men han er primært kendt som showman. sammen med Annie Oakley gjorde han det vilde vesten berømt med sit show Buffalo Bill's Wild West"

- Jesper Ewald, USA-specialist og salgschef


Kort

Vis på kort