Havebyen Varese

Et grønt pitstop nær Comosøen

I Lombardiet i det nordlige Italien, omgivet af grønne bakketoppe og azurblå søer, ligger byen Varese. Her finder du smukke Art Nouveau-bygninger, et livligt byliv, charmerende gader og grønne åndehuller. Byen går under navnet La Cittá Giardino, Havebyen, og det er ikke uden grund. De mange charmerende haver og naturskønne parker ligger som grønne perler drysset ud både inden og uden for bygrænsen. Så hvis du vil kombinere byliv med natur, er Varese, der ligger omkring en times bilkørsel fra Lago Maggiore og Comosøen, perfekt som pitstop undervejs på kør-selv-ferien i det nordlige Italien.

Gå på opdagelse i Giardini Estensi-haven

Når I drejer om hjørnet og går ind ad indgangsporten i paladset Palazzo Estense, bliver I mødt af et storslået syn. En bred sti flankeret af minutiøst anlagte bede med gule og røde blomster fører ned til et rislende springvand. Gadens larm forsvinder, jo længere ind i bevæger jer i den rolige 1800-tals-have. Lagdelte, veltrimmede plæner i et smukt symmetrisk mønster skaber et grønt farvetæppe, og de snoede stier fører jer forbi nytrimmede buksbom og højtravende nåletræer.

Vil I have mere natur og mindre by, skal I besøge byens hellige bjerg, Sacro Monte, der ligger i Vareses nordvestlige udkant. Bjerget er kendt for sine 14 kapeller, der ligger langs en 2,5 kilometer lang vandresti og er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Uanset om I vil beundre Vareses haver og parker, eller gå på opdagelse i naturen omkring byen, er I sikre på at få smukke naturoplevelser med hjem.

Forkæl smagsløgene i den gamle bydel

Vareses gamle bydel er som et net af gader og pladser, der snor sig omkring pompøse bygninger og charmerende kirker. Her finder I alt fra shopping i internationale butikskæder til smukke kirker og charmerende pladser med skjulte søjlegange. Melder sulten sig, byder Varese på et hav af forskellige restauranter - fra velrenommerede pizza-specialister til populære gnoccheria’er.

Med sine henrivende gader og grønne åndehuller er Varese bestemt et besøg værd undervejs på bilferien i Norditalien. Sæt en dag af, gå på opdagelse i byens haver og nyd et lokalt måltid i en af de mange charmerende restauranter i den gamle bydel.


"Restauranterne i Varese er populære, og der er rift om bordene. Så bestil bord, inden I går ud. Det er sjovere at bruge aftenen på at drikke lokal vin og spise burrata end på at gå på restaurant-jagt."


Kort

Vis på kort

Oplev Norditalien - Skab din egen historie