Fra Pisa til Cinque Terre på cykel og afslapning i Rapallo

11 dages tur med 6 dages cykeltur fra PISA til Cinque Terre og 4 dages kør-selv til Rapallo

Variationen af oplevelser på denne tur fra Pisa i Toscana til Cinque Terre i Ligurien er svær at slå. I Pisa, Lucca og La Spezia vil I blive fascineret af århundreders gamle monumenter, og langs kysten i de fashionable badebyer Viareggio og Forte dei Marmi vil de lange og brede sandstrande lokke jer til en tur i bølgen blå.

Den smukke og vilde natur vil følge jer undervejs, mens I bevæger jer gennem dalen ved Serchio-floden. Og udsigten over den hvide marmorbro i Carrara eller de verdensberømte farverige huse i Cinque Terre er oplevelser, der kan tage pusten fra enhver.

Det varierede landskab, I møder på turen, er beriget med fyldig vin, duftende basilikum og masser af italiensk “dolce vita”. Et smukt og varieret landskab venter på jer - her vil I kunne fordybe jer i Italiens utrolige mangfoldighed.

Når cyklerne er afleveret, venter nogle spændende dage i Rapallo, der er det perfekte sted for jer, som gerne vil opleve kultur, strand og afslapning i skønne omgivelser. Samtidig er I blot et stenkast fra Portofino, den charmerende by med de pastelfarvede huse, og Camogli, den lille perle med uovertruffen afslappet italienske charme.

 

Fra 15.344 kr.
pr. person inkl. flybillet, billeje samt ophold i dobbeltværelse i 10 nætter inkl. program

Rejseperiode: 
April - primo oktober.

Sværhedsgrad.
O O O O

Startdag:
Lørdag

Varighed:
11 dage/10 nætter

Cykelturens længde:
241 km

Bilturens længde:
185 km

Klimapåvirkning:
1.338 kg CO2 samlet for 2 person - mere om grønnere kør-selv-ferier

 

Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.

Du vælger selv:

  • type lejebil
  • rejserute
  • antal dage
  • hotelstandard
  • oplevelser undervejs

Få et tilbud

Dagsprogram

Dag for dag

Cykelturen foregår for det meste på cykelstier og på let trafikerede småveje. Den første etape er helt flad, de andre etaper er kuperede med flere, til tider hårdere, stigninger, så det anbefales, at I er i rimelig god form. På den fjerde cykeldag er der en lang stigning på over 550 højdemeter. Cykelstierne er som oftest asfalterede, og der er kun korte strækninger på grusveje. Der vil forekomme korte strækninger, hvor der kan forventes lidt mere trafik, særligt når I nærmer jer byerne.

Ankomst Pisa

Ankomst til Pisa lufthavn, der faktisk ligger så tæt på byen, at man kan gå derind på omkring 20 min. Dog vil de fleste af os nok vælge en anden form for transport på grund af den medbragte bagage. Den hurtigste måde at komme ind til centrum (ved Pisa Central station) på er ved at benytte sig af den såkaldte 'Pisamover', der tager bare 5 min. Alternativet er en taxa, der heller ikke tager lang tid. Søger I billigste mulighed, så kører der også en bus, men her er køretiden 12-15 min.

Vel ankommet til Pisa er det tid til at opleve den fantastiske by, der er kendt verden over for det skæve tårn. Det skæve tårn i Pisa er en del af den fantastiske Campo dei Miracoli – Miraklernes Plads – der også tæller Domkirken, Dåbskapellet og Kirkegården i Pisa. Bygningernes hvide marmor i kontrast til den blå himmel og de grønne græsplæner er et syn, I sent vil glemme. 

Og hvorfor ikke runde den første dag af med et lækkert stykke chokolade - naturligvis en lokal delikatesse fra den nærliggende dal. 

Om aftenen får I udleveret rejsedokumenter og cykler, så I er klart til at starte cykelturen i morgen tidlig. 

Overnatning i Pisa

 

 

Pisa - Viareggio (30 km på cykel)

Nyd en ekstra lille runde i den magiske gamle bydel i Pisa, inden I sætter jer på cyklerne og kører ud mod kysten. I kører ad de smukke stier gennem naturområdet 'Macchia Lucchese', der hører under Parco Naturale Migliarino San Rossore Massaciuccoli, nationalparken som ligger smukt ud til det Liguriske Hav. Fortsæt cykelturen langs sandstranden, indtil I når det charmerende feriested Viareggio. Her er det oplagt at tage den første dukkert i det friske vand - hvis ikke I allerede er hoppet i bølgen blå undervejs hertil. 

Overnatning Viareggio

Viareggio - Lucca (45 km på cykel)

I starter dagen med at cykle langs Versilia-kysten, inden I igen kører ind i baglandet. Her vil I på en del af dagens etappe følge 'Via Francigena' (på dansk Frankervejen), den gamle pilgrimsrute mellem Frankrig og Rom. Undervejs passerer I små, hyggelige middelalderlandsbyer i de smukke toskanske bakker, og I kommer frem til bredden af Serchio-floden. Herfra vil I følge en cykelsti resten af vejen til Luccas centrum.

Lucca vil uden tvivl fascinere jer! Både den gamle bydel, hvor der næsten ingen trafik er (det kræver en særlig tilladelse at køre ind bag bymuren), men højdepunktet vil nok være muligheden for en cykeltur rundt på den gamle bymur.

Overnatning  i Lucca

Lucca - Castelnuovo di Garfagnana (50 km på cykel)

I forlader Lucca ad cykelstien langs Serchio-floden, og netop floden bliver jeres tro følgesvend det meste af dagen, hvor I cykler i dalen mod Parco Nazionale Dell'Appennino Tosco-Emiliano (nationalparken Appenninerne) med sine mere end 2.000 meter høje bjergtoppe.

Omkring halvvejs på turen kommer I til den mystiske Djævlebro. Det er en kærkommen lejlighed til en pause. Broens, for den tids byggerier, vanvittigt komplicerede konstruktion, fascinerer fortsat, og den er et meget populær at fotografere.  

I fortsætter på cykelstien og kommer frem til byen Castelnuovo di Garfagnana, hvor tiden synes at være gået i stå. Smalle middelaldergader, stenbroer og små, charmerende pladser præger bybilledet.

Overnatning i Castelnuovo di Garfagnana

 

 

 

Castelnuovo di Garfagnana - området ved Forte dei Marmi (50 km på cykel)

I dag kører I ud på en smukt anlagt bjergvej, der vil føre jer tilbage til havet. Over de første 20 kilometer af dagsetappen går turen opad med ca. 550 højdemeter, hvorefter det igen går ned ad bakke i stort set alle de resterende 30 km.

Undervejs på turen kører I praktisk talt direkte gennem et stenbrud med den verdensberømte hvide Carrara-marmor.

Nede i fashionable Forte dei Marmi vil I helt sikkert have fortjent en dukkert i det tillokkende vand. 

Overnatning i området ved Forte dei Marmi

Området ved Forte dei Marmi - La Spezia (55 km på cykel)

På dagens cykeltur vil I opleve masser af variation. De frodige grønne vinmarker følger jer de sidste kilometer, I kører i Toscana. I kører nu ind i Ligurien, det smalle område mellem Den franske Riviera og Toscana. I har ikke kørt længe, før end I kommer til den charmerende fiskerlandsby Bocca di Magra. Herfra følger I kystvejen, der giver jer en fantastisk udsigt over det dybblå hav.

Fremme i byen Lerici vil de pastelfarvede huse give jer et godt indtryk af den smukke liguriske kyst. Herfra er der kun få kilometer til dagens destination, La Spezia, der er en historisk havneby med meget kunst og kultur og masser af god mad.

Overnatning i La Spezia

Udflugt til Cinque Terre fra La Spezia (togtur + 20 km vandring)

Om morgenen tager I toget fra La Spezia til Monterosso. 

Nationalparken omkring de farverige facader af Cinque Terre - de fem landsbyer Monterosso, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore - blev erklæret verdensarvssted i 1997 og er blandt de mest fotograferede motiver i Italien. På en betagende kystvandring besøger I de 5 små landsbyer. Med det glitrende hav på højre hånd vandrer I fra by til by og nyder de helt enestående omgivelser. Bliver turen for lang, kan den til enhver tid afkortes med tog eller båd.

Fra Riomaggiore tager I Cinque Terre Express tilbage til La Spezia.

Sidst på eftermiddagen henter I jeres lejebil, så I er klar til afgang i morgen. 

Overnatning i La Spezia

La Spezia - Rapallo (100 km)

I dag forlader I La Spezia og sætter kurs mod Rapallo. Den hurtigste vej er via motorvejen, men vi anbefaler den mere sceniske rute langs kysten. Tag turen i afslappet tempo og nyd klimaet og udsigten langs det liguriske hav. Undervejs kommer I gennem Moneglia og Sestri Levante, der begge er et stop værd. 

Fremme i Rapallo venter nu mange oplevelser og tre overnatninger.

Overnatning Rapallo

Rapallo og besøg i Portofino (20 km)

Det er helt op til jer, hvad dagen skal bruges på - vi giver jer her en anbefaling til flere spændende oplevelser.

Fra Rapallo er der ikke langt til den gamle fiskerby Portofino. Den charmerende by med pastelfarvede huse, der ligger ned til den perfekte naturhavn, er i dag tilholdssted for de rige og berømte på den østlige del af Den italienske Riviera.

Tilbage i Rapallo er det måske blevet tid til en tur op med svævebanen for at nyde den skønne udsigt over hele området. 

Overnatning i Rapallo

Rapallo og besøg i Camogli (25 km)

I dag går vores anbefaling på et besøg i Camogli, der må siges at være modsætningen til Portofino. Vi taler her om en lille lokal by, der kan omtales som italienernes hemmelige feriested. Her er ikke mange udenlandske turister og livet i den charmerende by leves som i de gode gamle dage. Ved havnen ligger det gamle Castle della Dragonara.  

Omkring byen findes en del gode vandrestier, hvor I kan nyde den vidunderlige natur. I har også mulighed for at tage en sejltur til klosteret San Fruttuoso, hvor I kan spise frokost og bade, inden I tager turen tilbage.  

Overnatning i Rapallo

Rapallo - Genova og hjemrejse (40 km)

Feriens sidste køretur går fra Rapallo til Genovas lufthavn. Her afleverer I lejebilen og begynder hjemrejsen til Danmark, eller I kan tage videre til Piemonte på vandretur, hvor I vil kunne nyde endnu mere godt af den italienske mad- og vinkunst.

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 15.344 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • Flybillet Kastrup - Pisa // Genova - Kastrup
  • 1 overnatning i Pisa inden cykelturen starter 
  • 6 overnatninger på cykelturen som beskrevet 
  • 6 x morgenbuffet 
  • Velkomstbriefing (engelsk, tysk)
  • Baggage transfer
  • 1 x detaljeret digital rutebeskrivelse (engelsk, tysk) pr. værelse
  • Cinque-Terre-kort som er gyldigt til togture og entre til Nationalparken
  • GPS-data tilgængelig
  • Service-hotline under hele cykelturen
  • Cykeltasker
  • 4 dages billeje gruppe A
  • 3 overnatninger i Rapallo 
     

Prisen inkluderer ikke

  • Cykelleje
  • Cykelhjelm (kan ikke lejes)
  • Måltider (ud over nævnte)
  • Udflugter og entrebilletter 
  • Evt. turistskatter og vejafgifter i Italien
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

Hoteller

Turens første 7 overnatninger er på 3* og 4* hoteller. De sidste 3 nætter i Rapallo er beregnet på et 4* hotel. 
 

Cykelleje

7-gear unisex   930 kr.
Elcykel           2.430 kr.
Priserne er inkl. forsikring

 

Ekstra oplevelser

Cykelturen ligger fast, men I kan forlænge opholdet med nogle ekstra dage i Pisa eller La Spezia eller kombinere med andre af vores kør-selv-forslag. 

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Gl. Kongevej 19
1610 København V
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011