Fæstningsbyen Montecarlo

Omringet af vinmarker og olivenlunde

Montecarlo er en super charmerende fæstningsby på en bakketop mellem Lucca og Montecatini Terme. Området der omringer byen, er dækket af bølgende vinmarker og olivenlunde, hvor det er oplagt at besøge nogle af de mange vingårde på din kør-selv-ferie i Toscana. Det historiske centrum er stadig omringet af de gamle bymure. Byens symbol er en imponerende fæstning, Rocca del Cerruglio, der er bygget mellem det 14.- og 16. århundrede. Det er en massiv trekantet struktur, der består af 3 tårne.

Nyd en cappuccino på det lille torv

Det er en lille overskuelig by med et lille hyggeligt torv, flere udsigtspunkter og ikke mindst små lokale butikker og cafeer/restauranter. Du finder hurtigt frem til Montecarlo største seværdigheder som fx Collegiate Church of Saint Andrew, den gamle sognekirke Pieve di San Piero i Campo, og det lille fortryllende teater, Teatro dei Rassicurati, som flittigt blev benyttet af komponisten Puccini.


" Tip: Fra Montecarlo går en sti gennem vinmarker og olivenlunde til San Martino in Colle, med et imponerende egetræ, der er mere end 500 år gammelt. Det var her forfatteren Carlo Lorenzini (bedre kendt som Carlo Collodi) skrev flere kapitler til eventyret, Adventures of Pinocchio.

Ifølge legenden var egetræet også mødepunkt for lokale hekse, der udførte deres ritualer og dansede på trætoppen, hvilket har givet træet sin usædvanlige form og navnet "Witches Oak". "

- Alan, rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort