Kystbyen Lorne

Surfing, zipline, afslapning og masser af vandfald

Lorne er en charmerende kystby i Victoria, hvor du får en perfekt kombination af brusende bølger, frodig regnskov og kulturelle oplevelser, der tiltrækker rejsende fra hele verden. Lorne ligger langs den legendariske Great Ocean Road, og kun et par timers kørsel fra Melbourne, så den er et oplagt stop på dit roadtrip gennem Victoria i det sydøstlige Australien.

Lorne er omkranset af betagende natur, hvor bush møder strand. Byen er kendt for sine fantastiske strande, der er ideelle til både afslapning og surfing. Men det er også de omkringliggende naturområder, der gør Lorne til noget helt særligt.

Du kan også være heldig at spotte hvaler. Kig efter disse majestætiske skabninger fra Lorne Pier eller Teddy's Lookout.

Tips til oplevelser i Lorne

  • Erskine-vandfaldet: Et must-see vandfald på 30 meter højt midt i en grøn, bregnefyldt regnskov. Her kan du både nyde udsigten fra den øverste platform og gå ned ad trapperne for at opleve vandfaldet tæt på. En perfekt fotomulighed!
     
  • Live Wire Park: Her kan du få en herlig dag sammen med hele familien. Prøv kræfter med forskellige trætopstier og en zipline der zigzagger gennem trætoppene med høj fart. Der er også en bane for børn under 16 år med sjove udfordringer.
     
  • Teddy's Lookout: Et pragtfuldt udsigtspunkt for enden af George Street i Lorne, hvor du får en enestående udsigt over kystlinjen og St. George River, der løber ud i det åbne hav.
     
  • Svømning og strandliv: De brede strande indbyder til solbadning, afslapning og en forfriskende dukkert i det klare vand. Du kan også leje et surfbræt og prøve kræfter med bølgerne i Louttit Bay.
     
  • Lorne Festival of Performing Arts: En fejring af australsk talent inden for teater, musik og dans. Festivalen afholdes typisk august/september.
     
  • Great Ocean Road Heritage Centre: Få et indblik i områdets historie og hvordan Great Ocean Road blev til.
 

Inspiration

Oplevelser i nærheden af Lorne

  • Vandfaldseventyr: Der findes mere end 10 vandfald inden for cirka 10 kilometer af Lorne – så snør vandreskoene og se hvor mange vandfald du kan finde, på de mange stier i området.
     
  • Bushwalking: Oplev den storslåede natur i Great Otway National Park, hvor der er mulighed for at spotte koalaer mellem træerne.

Tip: Når du forlader Lorne er det oplagt at fortsætte mod de 12 Apostle for endnu flere uforglemmelige udsigter langs ruten. Fra Lorne er det en køretur på et par timer mod vest.

Kort

Vis på kort