New York, Washington D.C. og Niagara Falls
10 dage Fra 14.985 kr.
Der er ingen tvivl om, at Niagara Falls er en storslået attraktion. Når du står og ser de massive vandmasser, der brager ned i dybet - hvert minut ryger 1,68 millioner liter vand ud over kanten - Så får du virkelig en fornemmelse for, hvor store naturens kræfter kan være.
Vovehalse, tusindkunstnere, ungkarle og sågar en enkelt skolelærerinde har kastet sig i vandmasserne for at udfordre egne grænser. Skolelærerinden overlevede, da hun i 1901 kravlede ned i en tønde og lod sig falde ud over kanten ved Horseshoe Falls – men det kan ikke anbefales at prøve selv. Turen er risikabel og bøden høj, hvis du overlever. Det smalle farvand som Niagara Falls er en del af, forbinder de to søer Lake Erie og Lake Ontario. Søerne udgør grænsen mellem USA i syd og Canada i nord.
Langt de fleste turister, der besøger Niagara Falls, kommer sydfra. Derfor er den amerikanske side af grænsen det naturlige udgangspunkt for de fleste besøgende. Her kan du umiddelbart nyde vandfaldet American Falls med en bredde på 330 meter og et fald på 55 meter, samt det noget smallere vandfald ”brudesløret” - eller Bridal Veil Falls - også med et fald på 55 meter. Vil du endnu nærmere på vandfaldene i Niagara Falls, kan du vælge en af de klassiske sejlture, hvor alle iklæder sig regntøj for så at blive sejlet helt tæt på de brusende vandmasser.
På trods af udsigtstårne og andre tiltag kommer amerikanerne dog til kort, når det gælder den bedste udsigt over Niagara Falls. Den skal du nemlig til Canada for at få. Fra den canadiske side af grænsen er der stort set fri udsigt til det 750 meter brede Horseshoe Falls med et fald på 52 meter. På den canadiske side kommer du typisk til Niagara Falls fra Toronto, og ellers er det relativt nemt at smutte over grænsen til Canada fra USA i bil. Men husk passet.
"Niagara-halvøen er kendt for deres icewine – en sød dessertvin, hvor druen er frosset, når den høstes. Nyd et glas på en af de mange vingårde. Klimaet gør, at de hvert år kan garantere en ny produktion."