International Drive i Orlando
Orlandos midtpunkt for rejsende
Mens downtown i Orlando ikke har meget at byde på for besøgende, har International Drive i den ...
På denne fantastiske motorcykel tur, tager vi dig gennem 9 Sydstater. Louisiana, Arkansas, Mississippi, Tennessee, North Carolina, South Carolina, Georgia, Florida og Alabama, og gennem noget af det mest fantastiske og smukke natur som USA har at byde på, søer, floder, skove, bjerge, sump og strande.
Denne rejse er en tur med fantastiske motorcykel veje, men også en tur for musikelskere. På turen vil der blandt andet være et besøg i fantastiske New Orleans, hvor man kan nyde Jazz og Blues musikken i French Quarter. Turen fortsætter langs Mississippi floden og op igennem området, hvor Delta Blues musikken opstod. Memphis med besøg hos Elvis / Graceland og en rundtur i Sun Studios. Herefter fortsætter vi til Countrymusikkens hovedstad Nashville. Alle stederne vil vi tage os god tid til at nyde musikken på de mange hyggelige spillesteder. Derefter står den på nogle af verdens mest fantastiske motorcykelveje i Great Smoky Mountains, blandt andet den kendte Tail of the Dragon med 318 sving på 17 km. Vi kører herefter til Atlanterhavskysten, hvor vi besøger den smukke og hyggelige sydstatsby Savannah.
Fra 41.990 kr.
pr. fører i dobbeltværelse inkl. leje af motorcykel, fly, hoteller, udflugter iflg. program samt dansk guide
Få 500 kr. i rabat per bestilling, hvis du er FDM-medlem.
Rejseperiode:
April
Varighed:
17 dage/15 nætter
Længde:
ca. 4.000 km
Mon ikke vi all har glædet os til denne dag i lang tid – vi rejser fra Danmark og flyveturen tager os til Orlando i solskinsstaten, Florida. Vi ankommer sidst på dagen og bliver samlet kørt til vores hotel, hvor resten af aftenen er fri til afslapning og måske lære hinanden lidt bedre at kende over en kop øl.
I dag er der god mulighed for at opleve Orlando på egen hånd, slappe af ved poolen eller tage til de verdenskendte temaparker som fx Universal Studios og Island of Adventure. Vi mødes om eftermiddagen for at hente vores motorcykler hos udlejeren.
Om aftenen finder vi selv et sted at spise. Det kan fx en middag på verdens største Hard Rock Café eller på en af de mange sjove spisesteder, der ligger på The City Walk i Universal Studios.
Efter en introduktion til motorcyklerne, forventer vi at være klar til afgang omkring midt på formiddagen. Det giver gåsehud når vi første gang starter cyklerne og begynder mc-eventyret. Vi kører gennem det frodige Florida og bliver fortrolig med cykel. Sidst på dagen ankommer vi til den levende universitetsby, Gainesville.
Vi forlader Gainesville tidligt om morgenen og kører nordpå gennem Florida. Der venter os en herlig lang dag på cyklerne inden vi når til Wakulla Springs – også kaldet ”ungdommens kilde”, som er en af verdens største- og dybeste ferskvandskilder. Hele området er et godt eksempel på hvor uspoleret og naturrigt, der kan være i Florida.
Vi fortsætter forbi Apalachicola National Forest og kører langs den Mexicanske Golf med kridhvide sandstrande. Dagens rute ender i Panama City, hvor vi har et centralt beliggende hotel. Byen er kendt for sine smukke, hvide sandstrande, turkisgrønne vand og et hav af lækre fiskerestauranter.
I bedste stil fortsætter vi gennem staterne Alabama og Mississippi, før vi rammer til Louisiana, hvor vi skal bo i New Orleans. Bare navnene klinger godt og sætter forventningerne i vejret, og vi har da også en masse at glæde os til.
New Orleans er en livsglad by med farverige drinks, Mardi Grass, blues og den helt rigtige New Orleans jazz. Her er der livemusik, barer og lækre restauranter, så livsglæden kun kan smitte. New Orleans er også kendt for sydstatsmystik, voodoo, plantager og hjuldampere – så der er masser at glæde sig til
Om aftenen skal vi besøge den berømte Bourbon Street, hvor der venter os masser af barer og spillesteder på stribe, så mon ikke der er chance for en herlig aften i godt selskab?
Vi har sat en hel dag af til at opleve den charmerende by New Orleans for her er masser at se. Gå fx en tur rundt i det franske kvarter, hvor de karakteristiske, gamle sydstatshuse i alverdens farver sørger for en hel særlig stemning. Her finder I også en skøn blanding af ”uhyggelige” voodoo-butikker, hjemsøgte bygninger og gøglere tilsat svedig blues og jazz fra de gamle spillesteder.
Vi kan også tage en tur mere i Bourbon Street og måske shoppe lidt eller finde en hyggelig bar. Et smut i bohemekvarteret Marigny, der er mindre kendt end det franske kvarter, og ikke så turistet er også en mulighed. Her står smukke, farverige huse og skønne toner af New Orleans jazz lyder i gaderne.
I kan også tage med på en sejltur med en klassisk hjuldamper på Mississippi River. Vi hjælper selvfølgelig med at bestille pladser til jer, som er friske på sejlturen. En tur rundt i New Orleans med en af de gamle, charmerende sporvogne – ja mulighederne er mange.
Vi forlader New Orleans af de lange broer, som fører os ud over sumpene til Baton Rouge, som er hovedstaden i Louisiana. Derefter på Route 61, også kendt som The Blues Highway. Vejen bliver også kaldt Great River Road, da den på smukkeste vis følger Mississippi floden. Ved byen Natches kører vi på den smukke gamle vej, Natches Trace Parkway, som vi følger helt til byen Vicksburg, hvor vi overnatter. Vi afslutter dagen med aftensmad i den hyggelige gamle bymidte.
Vi starter dagen med at krydse Mississippi floden, og følger nu floden på den anden side, til den hyggelige by Lake Providence. Derefter kører vi ind staten Arkansas, hvor vi kort efter krydser floden igen. Vi kører igen på Route 61, igennem området hvor Delta Blues musikken opstod. På vejen stopper vi ved et lille hyggeligt Blues museum.
Vi har sat dagen af til at opleve Memphis og selvfølgelig starter vi med et besøg på Graceland, hvor The King of Rock´n´Roll, Elvis Presley boede til sin død i 1977. Hvert år valfarter tusindvis af Elvis -fans til Graceland for at besøge ”kongens” eget hjem og ikke mindst hans gravsted i haven.
Vi besøger også Sun Studio, hvor Elvis indspillede sin første single. Andre store stjerner som B.B. King, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og Carl Perkins har også kickstartet deres karrierer her.
Sidst på dagen er der mulighed for et gensyn med Beale Street, hvor vi finder spillesteder, restauranter og barer. Når mørket falder på, så vågner kvarteret for alvor og der er virkelig gang i den – er I friske?
Vi starter vores Harley og sætter kursen mod Nashville, via hyggelige småveje i Tennessee´s countryside. Sidst på eftermiddagen når vi frem til ”The Music City”, som Nashville også bliver kaldt og som helt fortjent har fået prædikatet "countrymusikkens hjemsted".
Nashville, hovedstaden i Tennessee, er mest kendt for at sætte countrymusik på landkortet – både Dolly Parton og Johnny Cash har haft sin gang i byen. Her kan vi selv mærke stemningen ved livemusik, da der ofte er gratis koncerter i hovedgaden, Broadway. Byen bugner med musik og hyggelige restauranter, hvor der også serveres store, kolde fadøl – skål.
Vores Harley bringer os sikkert videre sydpå, hvor vi skal på rundvisning på Jack Daniel´s Distillery i Lynchburg. Det verdenskendte brand og destilleri blev grundlagt i 1866, hvilket gør det til det ældste registrerede destilleri i USA. Jack Daniels produceres udelukkende her og eksporteres til ca. 140 lande. Vi skal naturligvis høre historien om Jack Daniels og whiskyen af samme navn.
I destilleriets shop, White Rabbit Bottle Shop, kan du købe alt fra den mest kendte aftapning, Old No. 7 til de mindre kendte som fx Gentleman Jack, Tennessee Ryed og Tennessee Fire – hvilken er din yndlings-Jack? Hvis du er på udkig efter Jack Daniels souvenirs, skal du runde Lynchburg Hardware & General Store, der ligger lige i nærheden.
Vidste du, at Jack Daniels destilleriet faktisk ligger i et ”dry county”, hvor alt salg og udskænkning af spiritus er forbudt? Undtagelsen er køb af Jack Daniels whisky på destilleriets ture.
Vi overnatter i nærheden af Chattanooga.
Så går det løs – forude venter os en række af ”once-in-a-lifetime” oplevelser. Dagens rute fører os via nogle af verdens absolut flotteste og højst rangerede MC-veje.
Forbered jer til den ultimative kørsel på jeres Harly Davidson. Vi lægger ud med Cherohala Skyway, hvis navn er en sammentrækning af Cherokee og Nantahala – de to store skove, som vejen kommer igennem. Vejen kostede over 100 millioner dollars at bygge og blev indviet i 1996. Distancen er beskedne 69 km, men den bringer os fra 275 meter til 1.650 meter over havets overflade, så vores Harleyer kommer på arbejde.
Vi fortsætter til Deals Gap, som er indledningen til den legendariske rute, Tail of the Dragon, som I også skal prøve kræfter med. Tail of the Dragon er en vild rute med ikke mindre end 318 udfordrende sving fordelt på sølle 18 km. Det er anstrengende og det er bare med at holde tungen lige i munden – men når I har fuldført strækningen, har I besejret USA´s motorcykelvej nr. 1
Vi slutter dagen med afslappende kørsel på The Foothills Parkway, hvor I kan glæde jer til utroligt smukke udsigter over Great Smoky Mountains National Park. Alt i alt står dagen på masser af fantastiske sving, flotte bjerge og enestående scenerier, der med garanti vil printe sig fast på nethinden.
Vi overnatter i Pigeon Forest.
Hvis du troede det var slut med store køreoplevelser, kan du godt tro om igen. I dag skal vi nemlig ud og køre på Blue Ridge Parkway, der af mange bliver betragtet som en af USA’s smukkeste veje. Her venter fantastisk kørsel, krydret med udsigter, enorme skovområder, grønne marker og klassiske amerikanske farme. Hele ruten strækker sig 755 km gennem North Carolina og Virginia.
Vi kører en del af Blue Ridge Parkway, der bringer os igennem Great Smoky Mountains National Park, hvor vi møder alverdens træarter, vandfald, skovsøer og bjergtinder. Vi stopper for forfriskninger og mon ikke I også får taget en striber billeder til albummet. Her er et rigt dyreliv med bl.a. sortbjørne, pumaer og hjorte, men det er den mytiske, blålige tåge der hviler over naturen, der virkelig giver parken sin skønhed. Parken er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Vi overnatter i Augusta.
Vi tager af små hyggelige veje, til en af sydens gamle smukke byer, Savannah, hvor vi besøger den hyggelige gamle bymidte. Efter sightseeing og frokost i byen, fortsætter vi sydpå langs Atlanterhavskysten Kingsland, hvor vi overnatter.
Efter morgenmaden er vi godt rustet til turen sydpå mod Orlando i solskinsstaten, Florida. Gennem dagen følger vi hovedsageligt de mindre veje, der bringer os tæt på Atlanterhavet. Efter en god frokost (ej inkl.) fortsætter vi til Orlando, hvor vi desværre skal aflevere vores trofaste Harley'er.
Om aftenen har du fri til at opleve Orlando. I kan fx shoppe igennem i et af de mange outlets, hvor priserne på mærkevarer er i bund og fristelserne i top. Det er selvfølgelig også muligt at hygge sig ved hotellets pool med en iskold øl og få en hyggelig snak med rejsekammeraterne om turens mange højdepunkter og sjove episoder.
Alting har en ende og det har vores Road Trip også.
Tiden er kommet hvor vi pakker og begynder hjemrejsen mod Danmark med masser af oplevelser og gode minder i bagagen og måske nogle nye venskaber.
Efter en tur over Atlanten, lander vi igen på dansk jord og tager afsked med et forhåbentlig ”På gensyn”.
Antal deltagere
Rejsen gennemføres ved minimum 10 motorcykler.
Om ruten
Turen er ca. 4.000 km lang, hvor vi kører på attraktive MC-veje kombineret med historie, kultur, musik og smuk natur.
* Om MC-forsikringen
Forsikring på motorcyklen er “VIP Plus” inkl. tyveri- og skadesdækning med selvrisiko på USD 2.000 ved skade og med selvrisiko på USD 5.000 ved tyveri.
Ved afhentning af motorcyklen kan du opgradere MC-forsikringen til "VIP-Zero" med selvrisiko på USD 0 ved skade, og med selvrisiko på USD 1.000 ved tyveri.
Pris er USD 10 pr. dag og afregnes direkte til udlejeren.
Mange rejseforsikringer dækker selvrisikoen på lejede køretøjer og vi anbefaler derfor, at du på forhånd tjekker om din rejseforsikring dækker selvrisikoen. På den måde kan du vælge den bedste løsning for dig.
Ønsker du en større MC-model kan vi anbefale:
Harley-Davidson - Grand Touring Class fra 2.000 kr. ekstra pr. fører.
OBS: Electra Glide er ikke tilgængelig på denne tur.
2025: Pris for passager er 34.990 kr.
FDM MEDLEMSRABAT:
Angivne priser er fratrukket rabat på 1,5% for betaling med dankort, gavekort eller bankoverførsel.