New York, Washington D.C. og Niagara Falls
10 dage Fra 15.231 kr.
Harlem var tidligere mest kendt som den sorte ghetto i New York, ikke kun på grund af indbyggernes hudfarve, men også på grund af den høje kriminalitet. I dag er Harlem noget helt andet. Bydelen er nemlig blomstret op, og er i dag lige så sikkert som mange andre bydele i New York. Kvarteret, der udgør en stor del af Manhattans nordlige spids, er godt på vej til at blive det nye in sted for de hippe newyorkere. Gudskelov er den afroamerikanske kultur stadig tydelig, der er masser af gode oplevelser at finde, som ikke fås andre steder i New York.
Er du på storbyferie i New York eller måske kør-selv-ferie i det østlige USA, så bør Harlem stå på din liste over oplevelser. Her får du vores tips til det, du skal opleve i den sprudlende bydel
Harlems hovedgade - 125th street - har masser af butikker, fra kædebutikker til små specialforretninger og spisesteder. Det er også her du finder Studio Museum in Harlem (SMH), som er det førende udstillingssted inden for afroamerikansk og caribisk kunst.
Er du interesseret i historie og arkitektur, kan du få stor glæde af at besøge Striver's Row, der har nogle af de mest eksklusive og bedst bevarede brownstones i New York.
Tjek også den unikke koloniale bygning Hamilton Grange på Convent Avenue, eller Morris-Jumel Mansion fra 1765 på hjørnet af 160th street og Edgecombe Ave., der (sandsynligvis) er det ældste hus på Manhattan. I dag kan du se udstilling med møbler, kunst og brugsgenstande fra 1700- og 1800-tallet i huset.
Harlem har i mange år været toneangivende inden for jazz, swing, rock og soul. Hovedsageligt sorte kunstnere har markeret sig her. Det mest berømte underholdningssted i Harlem er Apollo Theater på 125th street. Apollo Theater blev åbnet i 1913 som en opera kun for hvide, men i midten af 30'erne blev det åbnet for alle racer og alle musikgenrer. Her optrådte blandt andre Billie Holiday, Duke Ellington, Charlie Parker og Aretha Franklin for bare at nævne nogle få.
Apollo Theater fungerer stadig som spillested, og den traditionelle Amateur Night, der går helt tilbage til 1935, finder stadig sted hver onsdag aften.
Selvom du har mange muligheder for at stille sulten i Harlem, så er Sylvia's Restaurant of Harlem nærmest et must, når din mave begynder at knurre. Hos Sylvia's på Lexington Ave. får du nemlig ægte Soul Food, og hvis det falder i din smag, sælger restauranten både fødevarer og kogebøger til at tage med hjem.
I den sydøstlige del af Harlem ligger Spanish Harlem, som også kaldes El Barrio (spansk for kvarteret). I Spanish Harlem boede oprindeligt store dele af den latinamerikanske befolkning i New York, og skønt det efterhånden er blevet mere etnisk blandet, har der siden 50'erne været en overvægt af puertoricanere. Det er derfor ikke overraskende, at det er i Spanish Harlem (5th Ave. ved 104th street), at du finder Museo del Barrio, det eneste museum i Nordamerika, der er viet udelukkende til latinamerikansk kunst og kultur.
Besøg også La Marqueta på Park Ave. mellem 114th og 115th street, som er et farverigt marked med et yderst eksotisk udvalg af fødevarer. Husk også at besøge Graffiti Hall of Fame, hvor du kan du beundre graffititags fra hele verden.
Hvad skal du ellers opleve i USAs nok mest fascinerende storby? Se vores bud på flere oplevelser i New York
Gør som 200.000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du modtager rejseinspiration og gode råd.