Idylliske New England for livsnydere
9 dage Fra 17.777 kr.
Hvis en destination har en smag, så er smagen af Vermont uden diskussion ahornsirup! Den klistrede, ravgyldne masse, der gør amerikanske pandekager til en uovertruffen delikatesse, bliver produceret i massevis her i New England-staten.
Når du er på kør-selv-ferie i New England , så skal du selvfølgelig besøge en "Maple Farm" og få et lille indblik i produktionen af og en smagsprøve på det flydende guld. Det kan du fx gøre på den gamle, familieejede Goodrich's Maple Farm i den lille by Cabot, halvanden time vest for byen Jacson i White Mountains.
Der er blevet produceret ahornsirup i New England så langt tilbage, som USAs moderne historie rækker, fra før europæerne kom til. Nybyggerne fra Europa lærte håndværket af venligsindede indfødte amerikanere, som viste dem, hvordan man tappede ahorntæernes saft og kogte det ind til sød sirup.
Mange sirupproducenter i dag er derfor familier, hvor opskrift og metoder er gået i arv gennem tiden. Det samme er tilfældet for The Goodrich's Maple Farm, der har været familieejet siden starten af 1800-tallet og i dag stadig producerer prisvindende sirup. Dengang startede de med 25 ahorntræer, som siden har vokset sig til 125.000 træer. Deres historie og udvikling er derfor på mange måder også et billede på New Englands historie og udvikling, hvor netop ahornsirup har spillet og stadig spiller en stor rolle for lokalbefolkningen og samfundet.
Sæsonen går fra tidlig marts til midt april - her får iskolde nætter og solrige dage saften til at løbe. Det kræver omkring 44 gallons saft at lave 1 gallon sirup - så det er ikke så lidt, der skal tappes.
Et besøg på gården giver et charmerende indblik i både dagens produktion og udviklingen af sirupproduktionen. Og så kan I selvfølgelig slutte besøget af i butikken, hvor I kan fylde bilen med sirup og alskens ahornslik.
Er du lækkersulten nu?