Westernbyen Deadwood

En legendarisk westernby i South Dakota

Det var fundet af guld i det sydlige Black Hills, der forvandlede en lille guldlejr til byen Deadwood, der spillede efter sine egne regler og tiltrak guldjægere, gamblere, cowboys og revolvermænd som Wild Bill Hickok. I dag er Deadwood en legendarisk westernby, der lever af sin farverige historie med shows og museer, krydret med casinoer, mikrobryggerier og udendørs eventyr. Vil du opleve en legendarisk westernby på din kør-selv-ferie i Midtvesten – så er det Deadwood.

Inspiration

En farverig historie bragt til live

En gammel pick-up truck kører op igennem Main Street med halm smøgende omkring sig fra ballen på ladet. Chaufføren har overalls på og cowboyhat. Casinoerne ligger side om side med gamle saloons, 60’er-dinere og Starbucks-forretninger. Den gamle guldgraverby, Deadwood i South Dakota er et miks af alt amerikansk. Og selvom det ikke stod i kortene, så er der stadig liv og glade dage i den gamle westernby. Deadwood var nemlig ved at ende som endnu en ”spøgelsesby” efter guldfeberen sluttede.

Tre store brande havde hærget byen og lukningen af det sidste bordel i 1980 gjorde byen uinteressant for dets sædvanlige klientel. Det hele ændrede sig i 1989, da begrænset-gambling blev legitimeret - Deadwood blev genfødt og har siden forstået at levendegøre sin farverige historie. I dag kan du opleve historien komme til live på Main Street, hvor "skudduellerne" fra gamle dage bliver genopført ligesom for eksempel nedskydningen af Wild Bill på Saloon 10, som stadig kører rundt som den gjorde dengang guldfeberen rasede.

Gamle guldminer og cowboys

Det er fascinerende at besøge den gamle Broken Boot Gold Mine i udkanten af byen. Den lukkede for mere end 100 år siden, men det er stadig den dag i dag muligt at komme ned og danne sig et rigtig godt billede af, hvordan minearbejderne arbejdede. Det er guidede ture, hvor du bliver klogere på hvilke forhold arbejderne var underlagt og om hvordan guldgraverne opdagede guldårerne med stearinlys og sort pulver.

Besøg også det populære museum, Days of 76 Museum. Her får du via udstillinger af diligencer, beklædning, våben og billeder et indblik i hvordan livet i Deadwood var for pionerrne. Er du mest til de vilde historier om cowboys og revolvermænd, så besøg Adams Museum, som udfolder Black Hills og Deadwoods historier med legender som Wild Bill Hickock og Calamity Jane. Og så får du også svar på, hvorfor gambling, prostitution og kriminalitet spillede så stor en rolle i Deadwoods historie i så mange år.

Kort

Vis på kort