Cowboykultur i Texas
13 dage Fra 20.718 kr.
For over 200 år siden kaldte George Washington, USA’s første præsident, Alexandria for sit hjem. Han havde et hus i Mount Vernon lige uden for Alexandria, der ligger kun små 20 minutters kørsel i bil sydpå fra Washington D.C. Forestil dig, mens du går gennem byen, at du går på de samme fortovssten, som USA’s første præsident i sin tid gjorde, og besøg kirken Christ Church, hvor Washington kom hyppigt. Alexandria er et fantastisk alternativ til de mange storbyoplevelser. Herude går alting lidt langsommere i en mere afslappet stemning.
I dag er Washingtons tidligere hjem, Mount Vernon, et historisk område med et velbesøgt museum. Hvert år bliver George Washington fejret med en stor parade i Alexandria, og historien om USA’s første præsident kan du opleve på George Washington Masonic National Memorial. På dit besøg skal du tage op i tårnet og få et 360 graders vue over District of Columbia, Washington D.C. og Alexandria. Herfra får du en god fornemmelse af den charmerende by med smalle gader, huse fra det 18-19-århundrede, der ligger klods op ad hinanden, og i baggrunden Potomac-floden, der løber fra Chesapeake Bay forbi Alexandria og fortsætter videre op mod Washington D.C.
Midt i bydelen Old Town Alexandria ligger King Street. Lokale butikker, barer, restauranter og musikere, der lystigt spiller på deres instrumenter, møder du på din vej gennem gaden, der har et karakteristisk rødt fortov. For enden kommer du til Alexandrias havnefront ud mod Potomac-floden. Nap en bid mad med en smuk udsigt over floden eller tag på en sejltur for at fuldende dit besøg. Ved havnen kan du også besøge Torpedo Factory Art Center, der er en gammel ammunitionsfabrik omdannet til et kunstcenter. Gå på opdagelse helt tæt på fotografer, malere, smykkedesignere og skulptører, mens de arbejder.
"Tag eventuelt cyklen til Old Town Alexandria på en ca. 15 kilometer lang cykeltur fra Washington via Mount Vernon Trail, hvor du meget af vejen cykler en smuk tur langs med Potomac-floden."
- Birgitte, USA-rejsespecialist og Produktchef