Forunderlige Sydafrika
22 dage dage Fra 19.306 kr.
Allerede på den støvede grusvej gennem Amakhala Private Game Reserve til den lodge, hvor vi skulle spendere tre dage med at udforske Sydafrikas vilde dyreliv, passerede vi zebraer, antiloper og et par vortesvin, der dovent kiggede op, da vi drønede forbi. Vi troede faktisk ikke rigtig vores egne øjne. Stod de virkeligt bare dér til åbent skue? Men på de næste tre dage nåede vi at opleve de berømte Big Five og et utal af eksotiske dyr, som vi ikke kunne navnene på, før vi kom på safari, og så dem både i de tidlige morgentimer, og når de gik på jagt i nattemørke.
Nogle af vores rejsespecialister tog på luksuriøs tre-dages safari i Private Game Reserve i Sydafrika. Her kan du læse hvorfor de synes safari bare er lidt vildere i de private reservater.
Det tog en god halvtimes rystetur henover savannen i 25 grader i åben Toyota Land Cruiser sammen med vores ranger, Matt, at komme frem til den stråtækte lodge midt i bushen. Vi blev budt velkommen af smilende ansigter og fik udleveret varme våde håndklæder til at tørre støvet af kinderne, inde vi blev ført ind i den lækre lodge. Matt havde sørget for at ringe madbestillingen ind, så en delikat og meget velkommen to-retters frokost ventede på os på verandaen. Lodgens syv gæster fortalte entusiastiske "røverhistorier" om det mylder af dyr, de allerede havde set på morgensafari. Mine forventninger var efterhånden mildest talt ganske høje.
Sammen med Matt, vores ranger og en tracker kørte vi fra lodgen hen ad eftermiddagen i høj solskin med vinden i håret og savannen foran os. Strudser og antiloper sprang omkring ude i det fjerne. På vejen ud fra lodgen kørte vi igennem et udtørret flodleje, hvor et hannæsehorn stod og græssede. Det er utroligt hvor meget større og voldsomt intimiderende sådan et dyr er, når der pludselig ikke er et hegn imellem dig og dem.
Allerede på den første eftermiddagssafari så vi løveflokke, elefantfamilier, næsehorn, kuduer, oryxer og endda en ørkenlos, der bevægede sig rundt blandt antiloper, zebraer og vortesvin. I et Private Game Reserve har du nemlig både rangers og trackers med, der er imponerende dygtige til at finde dyrene. De tager dig med off road, så du kommer derind, hvor de mest spændende dyr holder til og fortæller dig samtidigt alt om dyrenes spor og lugte.
Midtvejs på vores tur gjorde vi holdt på en bakketop, hvor hele savannen lå for vores fødder. Mens solen stille gik ned stod vi og nød en gin-tonic og spiste biltong - en form for tørret kød (der findes ikke tandtråd nok i verden, når man er færdig med det!) og betragtede antiloperne lege rundt nede på plænen foran os. Matt fortalte ivrigt om sin store passion, fuglelivet, og om savannens mange hemmeligheder - safari er bare ikke safari, før du har prøvet det med en cocktail i hånden.
Et andet liv i nattemørket
At der er noget helt særligt ved nattehimlen i Sydafrika, fik vi at se på vejen tilbage til lodgen. Himlen var kulsort og stjernerne strålende utrolig klart. Matt fandt en projektør frem for at finde nogle af alle natdyrene, der lige så stille vågnede op til deres aftenjagt. Der er en helt anden rytme i nattelivet her og noget fascinerende skræmmende ved at se silhuetter af rovdyr smyge sig omkring i mørket.
Tilbage i lodgens intime omgivelser stod den på tre lækre retter oghygge med Matt og de andre gæster over en drink.
Man starter tidligt på safari - vi blev allerede vækket kl. 5 næste morgen! Men sikke en vækning:friskpresset juice, kaffe og kakao blev serveret på den lille terrasse med udsigt over den udtørrede flodseng og savannen, inden vi satte afsted for at opleve dyrenes morgenrutiner. Denne gang havde vores rangers taget små glas med yoghurt og frugt med til vores halvvejs-stop, som vi nød på en forhøjning sammen med frisklavet stempelkaffe og udsigt ud over en flok gnuer, der græssede.
Efter vores morgenudflugt var der tid til at slappe af og nyde vejret og livet på den luksuriøse lodge inden frokost- og eftermiddagssafari. Vi lagde os i poolen med udsigten til savannen og vandhullet og nød en kølig øl, imens vi fik en sludder med de andre gæster.
Sådan gik tre fantastisk dage på safari i Sydafrika… en oplevelse vi aldrig havde været foruden, og noget, som vil stå lysende klart i vores hukommelse til evig tid! For tre dage i et reservat giver dig bare meget mere end en uge i de store parker.