Forunderlige Sydafrika
22 dage dage Fra 19.306 kr.
Det smalle stykke land mellem bjergene og havet langs Det Indiske Ocean har gennem årene fået status som paradis på jord. Det er det stadigvæk, hvis du undgår de mest overrendte steder - især i den populære højsæson. Garden Route er stedet for den aktive turist til søs, på floderne eller oppe i bjergene. Og for livsnyderen med golfkøllerne i bagagerummet. Eller på stranden under en parasol.
Garden Route strækker sig over 800 kilometer fra Cape Town til Port Elizabeth, men især strækningen fra Heidelberg i vest til Storms River Mouth i øst, er helt fantastisk.
Turen kan gøres på to-tre dage. Men det vil være synd. Du kan nemt bruge 1 uge på ruten. Turen tager udgangspunkt i Cape Town, men kan selvfølgelig køres modsat fra Port Elizabeth mod Cape Town.
Bungee Jump
Vejen ud af Cape Town er nem. Du tager N2 forbi lufthavnen og de store slumområder på Cape Flats og nyder turen ud ad den brede motorvej. Eventyret begynder efter et par hundrede kilometer, hvor du – hvis du er til den slags – kan tage en bungee jump over Goutitz River. Du kan også vente til Bloukrans River, der tilbyder verdens højeste bungee jump.
Mossel Bay
I den lille ferieby Mossel Bay skal du se kopien af det skib, portugiseren Bartholomeu Diaz brugte, da han i 1488 ankrede op i bugten på vej til Indien. Uden for ligger den postkasse, han oprettede for søfarende. Her kunne de efterlade breve, som blev hentet af andre søfolk på skibe på vej hjem. Tag en sejltur til Seal Island, en lille ø ude i bugten befolket af flere tusinde sæler. Om foråret boltrer delfiner og hvaler sig også i farvandet.
George
Storbyen på ruten og ikke værd at bruge tid på, medmindre du gerne vil se Sydafrikas største samling af musikinstrumenter (George Museum) eller transportmuseet med stribevis af gamle tog. Er du golfspiller, ligger Fancourt lige i udkanten af byen med nogle af Sydafrikas bedste – og dyreste - golfbaner. På vejen til George skal du gøre holdt i Little Brak River og nyde en let og lækker lille frokost på den nedlagte jernbanestation, der nu er restaurant. Bagefter tager du op til den lille dyrepark Botlierskop.
Outeniqua Choo-Tjoo
Hyggeligt damptog, der kørte over søer og laguner, langs havet og gennem naturområdet fra George til Knysna eller omvendt. Station i George ved transportmuseet, i Knysna tæt på Waterfront. Desværre blev store dele af kyststrækningerne, hvor toget kørte, ødelagt af store vandmasser i 2009. Det er endnu uvist om jernbanen nogensinde bliver repareret, så toget kan køre igen.
Oudtshoorn
En mulig og spændende udflugt lidt væk fra kystvejen. Tag N12 fra George og se de gamle strudsefarme, prøv eventuelt en tur på ryggen på af en af dem. Bagefter kan du køle af i Cango Caves lidt nord for Oudtshoorn og besøge krokodiller, løver og geparder i rovdyrparken lige udenfor. Det er en omvej, der nok tager en dags tid.
Wilderness
Medmindre du er groet fast på golfbanen eller nyder et par dage på stranden, går turen i skrappe sving og med flot udsigt over kysten ned mod feriebyen Wilderness. Her starter de brede sandstrande og her kan livet nydes i dagevis. Eller du kan tage lidt ind i baglandet til den lille Wilderness National Park, hvor du bor i små bjælkehytter og kan tage en tur eller to i kano i det fuglerige sø- og moseområde.
Knysna
Oprindelig eksporthavn for tømmer fra de store skove. I dag den lokale udgave af Blokhus. Området er smukkere end byen med stor lagune og flotte bjergformationer, både i baglandet og ude ved havet. Prøv også de lokale østers, gå eventuelt en tur i den lokale Waterfront, et forlystelseskvarter, hvor du finder adskillige spændende fiskerestauranter. Og besøg endelig det lokale Mitchells Bryggeri i udkanten af byen. Fornem håndbrygget øl, men husk at beslutte, hvem der skal sidde bag rattet bagefter.
Knysna Elephant Park
I gamle dage levede der vilde elefanter i skovene bag Knysna. Legenden hævder, at der fortsat er en enkelt eller to tilbage. Under alle omstændigheder kan du se dem i den fine elefantpark 25 km øst for Knysna.
Plettenberg Bay
Feriestedet for de rige, de unge og de, som gerne vil være rige – eller se ud som om de var det. Indbyggertallet fire- eller femdobles i sæsonen. Udsigten fra den højtliggende by er smuk, men der er ikke meget andet end ferie og svømning (og aktiviteter til søs) at komme efter. Men der er masser af fine strande tæt på byen.
Bloukrans
Verdens højeste bungee jump, 216 meter ifølge Guiness Rekordbog. Du skal ud midt på broen over den høje kløft ved Bloukrans River – og kan springe enten med hovedet eller benene først. Turen tager fire-fem sekunder. God fornøjelse.
Tsitsikamma
Unik hav- og kystpark, der er oprettet for at beskytte kysten. Skove og bjerge, dybe kløfter og flotte vandfald. Men ingen bademuligheder. Dertil er kysten for bjergrig. Dykning og vandreture, bl.a. det fem dage lange Otter Trail med overnatning i hytter.
Mod Port Elizabeth
Herfra går turen videre af den gammelkendte N2 til Port Elizabeth. Er du til surfing, så gør et stop i Jeffrey’s Bay, der efter sigende har Sydafrikas bedste bølger.
Nordpå mod Johannesburg
N12 fra George via Oudtshoorn og evt. via den hyggelige landsby Prince Albert, til Beaufort West og N1 og videre til Kimberley og Johannesburg.Alternativt kan du vælge N9 fra George til den smukke Graaf Reinet med de mange fredede huse, videre til Middelburg, N1 og Johannesburg. Du kan også vælge N10 i Port Elizabeth til Cradock, N1 og Johannesburg.
Østpå til Durban
Fortsæt langs kysten ad N2 mod byerne East London, Transkei og Durban.
Gør som 200.000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du modtager rejseinspiration og gode råd.