Girona - Barcelonas charmerende lillesøster

Vesteuropas bedst bevarede jødekvarter

Girona er det nordlige Cataloniens største by, og du finder den cirka 100 kilometer nord for Barcelona. Girona er hovedsageligt kendt for sin imponerende middelalderby, og det er ikke uden grund. Det er nemlig et af de fineste eksempler på middelalderbyer i Catalonien.

I det 12. århundrede voksede det jødiske samfunds indflydelse i Girona, og byens gamle jødiske kvarter er et af de bedst bevarede i Europa. Indflydelsen varede indtil 1492, hvor det jødiske samfund fik valget mellem at konvertere til katolicismen eller gå i eksil, men historien kan fortsat ses i den gamle del af Girona og på byens museer. 

Højdepunktet af dit besøg i byen er den gotiske domkirke, der ligger på toppen af en imponerende stentrappe i barokstil fra 1600-tallet. Katedralen er fra 1000-tallet og består af en eneste hvælving, hvis spænd på hele 22 meter er den største kirkehvælving i hele den kristne verden. Det tilknyttede museum er fyldt med religiøse kunstværker og giver adgang til en stemningsfuld klosterhave.

Endnu en topattraktion i Girona er de tusind år gamle offentlige badstuer, Els Banys Arabs, som er nogle af de bedst bevarede i Spanien.

Kort

Vis på kort