Castilla y León for livsnydere
9 dage Fra 11.998 kr.
I byen Segovia ligger en bygning, der af mange omtales at være inspiration til slottet i Disneys Snehvide tegnefilm, men det er naturligvis kun et kuriosum i forhold til den virkelige historie bag Alcázar de Segovia.
Alcázar de Segovia rejser sig højt og flot over Segovia, og har en historie både som fæstning og som slot. Den strategiske placering højt på en klippe mellem floderne Eresma og Clamores, der vidner om den militære betydning, blev benyttet allerede af maurerne tilbage i det 8. århundrede, men det var først i 1100-tallet, at bygningen omtales i skriftlige kilder. På det tidspunkt var Segovia generobret af kristne styrker under Alfonso VI af León, og i de efterfølgende århundreder udbyggedes fæstningen og anvendtes fra kong Alfonso VIII, som slot for kongerne af Kastilien.
Perioden som kongeslot medførte mange udvidelser og ombygninger fra det 13. til det 16. århundrede, og slottets nuværende profil med de koniske tage kom til i slutningen af den periode. Senere fra midten af 1700-tallet var Alcázar de Segovia hjemsted for landets officielle artilleriskole - Real Collegio de Artilleria - og på stedet finder I en omfattende udstilling om denne epoke og artilleriets udvikling.
I dag er Alcázar de Segovia et museum, hvor I både kan se de smukt indrettede historiske værelser samt samlinger af klædedragter og våben, der illustrerer tiden, som borgen og slottet er gået igennem.