Livsnydertur til Slovenien, Istrien og Norditalien
11 dage Fra 5.950 kr.
Sigter du efter vilde bjerglandskaber og udfordrende kørestrækninger på dit roadtrip i Slovenien, så er Mangart-bjergpasset lige noget for dig. Bjergpasset ligger i de julianske Alper, og en af de mest spektakulære og nervepirrende køreture, du kan opleve i landet. Med en højde på 2.072 meter er det Sloveniens højeste bjergpas og strækningen fører dig gennem forskellige landskaber, der starter med frodige skovstrækninger, og efter trægrænsen er der frit udsigt til det åbne, alpine terræn.
Mangart blev bygget af den italienske hær i 1938, og den historiske vej er i sig selv en bemærkelsesværdig bedrift med sine snævre hårnålesving og tunneler, der snor sig som en slange op gennem bjergene.
At køre ad vej 902 til Mangart-bjergpasset er som at tage på et selvstændigt mini-roadtrip i Slovenien. På de 12 kilometer, hvor vejen stiger næsten 1.000 meter, bliver du mødt af en konstant skiftende panoramaudsigt, der strækker sig ind i Triglav National Park og endda over grænsen til Italien.
Du skal være forberedt på smalle, snoede veje og at du ofte deler vejen med motorcyklister. Cyklisterne har også fundet vej til bjergpasset, hvilket kan sætte tempoet ned, men så har du til gengæld bedre tid til at nyde udsigten.
Når du rammer toppen, finder du en parkeringsplads, hvorfra flere vandrestier giver dig mulighed for at udforske bjergområdet til fods og få taget en masse billeder af den imponerende udsigt til flere bjergtoppe – ikke mindst Mt. Mangart, der med sine 2.679 meter er Sloveniens tredje højeste bjerg.
Mangart-bjergpasset ligger cirka 45 minutters kørsel fra byen Bovec.
Når du har erobret Mangart-bjergpasset, kan du fortsætte dit kør-selv-eventyr med at udforske Triglav National Park. Her finder du flere forskellige vandrestier, udsigtspunkter og smukke vandfald. Overvej også at besøge den charmerende by Bovec, hvorfra du kan prøve kræfter med rafting og kajak på Soca-floden, samt mountainbiking og flere vandreture i området.
Hvis du ikke har fået nok af dramatiske køreture, så er Vrsic-passet en anden fantastisk rute med udsigt til bjerglandskaber og adgang til historiske steder fra Første Verdenskrig.