Kostel Slot

Besøg Sloveniens næststørste slotskompleks

Kostel Slot er en skjult perle, der byder på historie, dramatisk arkitektur og spektakulære naturoplevelser. Beliggende på en stejl bakke med udsigt over Kolpa-floden, er slottet det næststørste slotskompleks i Slovenien. Slottet er oplagt at besøge på din kør-selv-ferie gennem Slovenien til Kroatien, der ligger cirka 10 kilometer derfra via hovedvej 106.

OBS: Slottet er lukket for renovering og ventes at åbne igen til maj 2025.

Historien bag Kostel Slot

Slottet blev opført mellem 1247 og 1325 af greverne af Ortenburg og spillede en afgørende rolle som forsvar mod de osmanniske invasioner i det 15. og 16. århundrede. I dag vidner slottet om områdets strategiske betydning og har en spændende historie. Slottet eller fæstningen er gennem tiderne blevet ødelagt mange gange – sidst af Napoleons tropper i 1809 og partisanerne i 1943. Gennem en årrække fra 1990érne er slottet blevet renoveret og restaureret, og i 2018 blev det åbnet for offentligheden.

Vidste du at navnet "Kostel" stammer fra det latinske ord castrum, der betyder fæstning, hvilket var slottets oprindelige funktion.

Hvad kan du opleve på Kostel Slot?

  • En arkitektonisk bedrift: Kostel Slot er omgivet af en imponerende forsvarsmur med fem vagttårne. Fra slottet får du en storslået udsigt over Kolpa-dalen, som også er en sand ”legeplads” med masser af aktiviteter.
     
  • Kulturelle arrangementer: Slottet er ikke kun en historisk seværdighed; det danner også rammen om spændende events, udstillinger og guidede ture for hele familien, der bringer middelalderen til live. Besøg også den etnologiske samling, som giver et indblik i lokalområdets traditioner.
     
  • Interessant historiske: Lær mere om slottets rolle i både regionale konflikter og den store opstand mod Napoleon.

Inspiration

Tips til seværdigheder i nærheden af Kostel Slot

  • Kolpa-floden: En kort køretur bringer dig til denne naturskønne flod, hvor du kan bade, tage på kajaktur eller bare nyde en frokost i det fri.
     
  • Kočevje: Kør videre til byen Kočevje, der ligger cirka 30 minutters kørsel fra slottet. Herfra kan du udforske den uberørte natur i Kočevje-skoven og begive dig ud på en af de mange cykel- og vandreruter.
     
  • Ljubljana: Er du på vej mod nord, ligger hovedstaden Ljubljana omkring halvanden times kørsel fra slottet. Det er en superhyggelig ”lille” storby, med en charmerende gammel bydel.

Kort

Vis på kort