Celje - fyrstebyen

Grundlagt af den romerske kejser Claudius

Byen Celje med det imponerende middelalderslot, er et oplagt sted at stoppe på dit roadtrip gennem Slovenien. Kendt som "fyrstebyen" byder Celje på en unik blanding af fortidens storhed og nutidens charme. Byen blev grundlagt med navnet Claudia Celeia af den romerske kejser Claudius i det 1. århundrede og har en fascinerende historie, der strækker sig over flere årtusinder. Senere blev den hovedstad for greverne af Celje – Sloveniens mest magtfulde adelsslægt, der regerede her fra 1341 til 1456.

I dag lokker Celje med sit middelalderslot, livlige torve og spændende kulturelle tilbud. Byen ligger smukt placeret ved sammenløbet af fire floder – Savinja, Hudinja, Ložnica og Voglajna – og omgives af frodige landskaber og bjergtoppe. Her kan du gå på opdagelse blandt romerske ruiner, besøge moderne kunstgallerier eller bare nyde stemningen i de hyggelige gader.

Celje er også dit udgangspunkt til flere af Sloveniens storslåede naturoplevelser, hvor bjergstier, vandfald og termiske bade venter. Uanset om du er til historie, kultur eller udendørs eventyr, er Celje et oplagt stop på din rejse.

Start med at besøge turistinformationscenteret – her kan du finde alle interessante oplysninger om Celje på ét sted. Der er også et stort udvalg af både lokale, regionale og nationale souvenirs.

Inspiratioin

Derfor bør du besøge Celje

  • Celje Slot: Et af Sloveniens største borgkomplekser, der absolut er et must-see. Fra slottets ruiner har du en fantastisk udsigt over Savinja-dalen, og om sommeren kan du opleve historiske festivaler, der bringer middelalderen til live.
  • Kulturelle oplevelser: Byen er rig på museer og gallerier. Tag for eksempel på det regionale museum, der giver dig et godt indblik i Celjes fortid, eller besøg børnemuseet, hvor hele din familie kan have det sjovt.
  • Flodernes by: Celjes placering ved fire floder gør byen til et skønt og afslappet sted at gå på opdagelse. Du kan tage afslappede gåture langs flodbredderne eller prøve kræfter med kajaksejlads for en mere aktiv oplevelse.
  • Livligt centrum: Byens torve og gågader summer af liv. Her kan du smage lokale specialiteter på hyggelige restauranter, nyde en kop kaffe på en café eller shoppe i små unikke butikker.
  • Naturskøn beliggenhed: Celje er omgivet af frodige bakker og bjerge, som indbyder til vandreture, cykling eller skiløb i vintermånederne. Termiske bade i nærheden gør det nemt at kombinere aktiviteter med ren afslapning.

Tips til flere oplevelser i Slovenien

Når du har set Celje, kan du nemt køre videre til andre spændende destinationer som Maribor. En charmerende by cirka 50 kilometer fra Celje, hvor du finder verdens ældste vinstok og hyggelige vingårde. Pohorje-bjergene ligger cirka 60 kilometer nord for Celje og her er der alle former for aktiviteter fra vandring til skiløb, alt efter sæsonen. Kører du 10-15 kilometer mod syd kommer du til Thermana Laško, der lokker med de termiske bade. Og 50-60 kilometer mod vest dukker Logar-dalen op. Det er en af Sloveniens smukkeste dale med vandfald og vandrestier i forskellige sværhedsgrader.

Kort

Vis på kort