Tolmin kløften

Gå langs flodens turkisgrønne vand og mellem stejle kalkstensklipper

I den sydlige del af Triglav National Park ligger Tolmin-kløften, der kan opleves på halvanden times tid - et perfekt stop på din kør-selv-ferie i den nordvestlige del af Slovenien. Kløften er blevet ”udskåret” af Tolminka-floden gennem tusinder af år, og snor sig en kilometer mellem kalkstensklipper, der når mere end 60 meter op i højden. Vandet, der løber gennem kløften er krystalklart og forbløffende smuk med sin turkisgrønne farve.

Der er flere højdepunkter gennem kløften som fx en termisk kilde, en stor sten der er klemt fast mellem kløftens vægge kaldet ”Bjørnens hoved” og Dantes hule. Højdepunktet for mange er Djævlebroen, der hæver sig 60 meter over Tolminka-floden og giver dig en fantastisk udsigt ned i kløften. Det er også den mest anstrengende del af vandreturen.

Der er en fin sti gennem kløften, men den kan være en smule anstrengende et par steder og ikke velegnet til gangbesværerede på grund af de mange glatte sten, især i tunnellerne. Husk fornuftige vandresko.

Inspiration

Informationer og tips til dit besøg i Tolmin-kløften

  • Kløften er åben fra april til midten af november og entreen varierer i løbet af sæsonen mellem 6, 8 og 10 EUR for voksne og det halve for børn. (2024 priser).
  • Ved indgangen er der informationer, og det er muligt at se kløften med en guide, der kan gøre oplevelsen endnu mere interessant.
  • I sommermånederne er der gratis shuttlebus fra den lille by Tolmin, der ligger ca. en kilometer fra kløften. Der er også parkeringspladser tæt på indgangen.
  • Husk fornuftige vandresko, da stien kan være meget glat.
  • I sommermånederne bør du besøge kløften tidligt- eller sent på dagen for at undgå den største travlhed.

Tips til flere oplevelser efter Tolmin-kløften

Tolmin-kløften er et ideelt stop på dit roadtrip gennem Slovenien, hvor den smukke natur og et hav af udendørsaktiviteter venter rundt om hvert hjørne. Beliggenheden i Triglav National Park gør den til en nem og spændende afstikker på vejen mellem andre berømte seværdigheder som Bled-søen og Soca-flodens smaragdgrønne strækning. Nogle oplagte udgangspunkter for flere oplevelser i området er byerne Kobarid og Bovec, der ligger henholdsvis 20 og 45 minutters kørsel fra kløften. Kører du mod sydøst, er der cirka to timers kørsel til hovedstaden Ljubljana, uanset hvilken rute du vælger.

Kort

Vis på kort