Velika planina – det store græsningsplateau

Oplev en af de største hyrdebosættelser i Europa

Forestil dig en kulisse af mere end 30 bjergtoppe, der rejser sig over 2.000 meter op mod himlen, mens du går rundt mellem græssende køer og traditionelle hyrdeboliger. Det kan du opleve i Velika Planina - et af Europas mest unikke græsningsplateauer i Kamnik-Savinja-alperne, hvor hyrdernes liv stadig leves som for århundreder siden, krydret med en ekstra indtægt fra de tilrejsende, der har fået øjnene op for området. 

Du kan starte oplevelsen med svævebanen fra Kamniska Bistrica, der ligger cirka 10 kilometer nord for middelalderbyen Kamnik. Når du stiger af svævebanen, åbner landskabet sig til en panoramaudsigt over alpernes grønne græsningsplateauer, hvor mere end 100 små, karakteristiske træhytter ligger spredt og danner en af Europas største hyrdebosættelser. Det er en oplevelse at se hyrderne i aktion og smage på en traditionel hyrdefrokost, mens de græssende køer holder øje med dig.

Hver sommer fra juni til september ankommer hyrderne med deres køer til Velika Planina. Om vinteren forvandler området sig til en populær skidestination.

Inspiration

Derfor bør du besøge Velika Planina

  • Svævebanen: En tur med svævebanen er en uforglemmelig oplevelse i sig selv med storslåede udsigter over Kamnik-Savinja-alperne.
     
  • Preskar-museet: Det lille museum giver dig indsigt i hyrdernes historie og levevis gennem tiden. Den klassiske hyrdebolig, der huser Preskar-museet, er opkaldt efter Preskar Andrej, der tidligere ejede hytten. Det er den eneste hytte, der er ombygget efter de gamle traditioner. Da hele hyrdebopladsen blev brændt ned under Anden Verdenskrig, valgte de fleste hyrder at bygge nye og større hytter med selvstændige stalde, og det var kun Preskarj Andrej, der valgte at genopbygge sin hytte efter de gamle traditioner.
     
  • Traditionel hyrdeoplevelse: Besøg de over 100 hytter og mød de lokale hyrder, der om sommeren byder på deres klassiske hyrdefrokost - surmælk og boghvedemos. Du har også mulighed for at overnatte i en hytte for at fuldende hele oplevelsen.
     
  • Vandring og cykling: Oplev plateauet til fods eller på cykel, mens du bevæger dig gennem alpeenge med udsigt til dramatiske bjergtoppe.
     

Tips til flere oplevelser i Slovenien

Når du har nydt Velika Planinas særegne charme, så tag videre til den nærliggende Veternica grotte for en underjordisk oplevelse. Eller besøg byen Kamnik – Sloveniens måske smukkeste middelalderby. Her vil du blive overvældet af arkitekturen, de mange museer og seværdigheder, smalle gader og små caféer. Mod nord ligger panoramaruten, Solcava Panoramic Road, hvor du får de bedste udsigter over Kamnik-Savinja-alperne og Logarska-dalen. Fortsætter du i stedet mod syd, dukker hovedstaden Ljubljana op efter en kort køretur.

Kort

Vis på kort