Hida Folk Museum i Takayama

Et interessant frilandsmuseum for hele familien

Forestil dig at træde ind i en tidsmaskine og blive transporteret tilbage til Edo-perioden i Japan. En sådan oplevelse venter dig i Hida Folk Village, et fascinerende frilandsmuseum i den charmerende by Takayama. Her kan du udforske mere end 30 traditionelle huse, som giver dig et levende indblik i Hida-regionens kultur og historie. Husene er mellem 100 til 500 år gamle og blev flyttet fra deres oprindelige placeringer for at skabe museet i 1971.

De utrolige smukt bevarede bygninger, spænder fra tømmerhytter til forrådshuse og imponerende gassho-zukuri-gårde. Gårdene er særlig kendt for deres stejle stråtage, der skulle modstå de store snemængder i vintermånederne. Hver bygning gemmer på autentiske redskaber og genstande, der blev brugt i dagligdagen, hvilket gør det nemt at forestille sig, hvordan livet var dengang.

Hvorfor besøge Hida Folk Museum?

  • Autentisk kulturarv: Hida Folk Village giver dig mulighed for at opleve Japans rige kulturhistorie på tæt hold. Bygningerne er omhyggeligt flyttet fra deres oprindelige steder og genopført så de står præcis så flot, som da de blev bygget for mange hundrede år siden.
  • Museum for hele familien Museet er ikke kun til at kigge på; du og dine børn kan også deltage i forskellige håndværksaktiviteter. Prøv at lave jeres egne nøgleringe med perler, keramiske kopper eller sarubobo-dukker, som er en lykkeamulet fra regionen, der sælges overalt i Takayama.
  • Naturskøn beliggenhed: Landsbyen er smukt placeret på en bjergskråning med udsigt over Takayama-dalen og en stor dam, der spejler de omkringliggende bygninger. Det er et idyllisk sted at tage en pause og nyde naturen.
  • Let tilgængelig: Beliggende kun 2,5 km fra Takayama Station, er det nemt at komme til landsbyen med en kort bustur eller i jeres lejebil.

Inspiration

Tips til flere oplevelser efter Hida Folk Museum

Efter nogle hyggelige timer i Hida Folk Village, er der masser af andre oplevelser i nærheden. Besøg Takayama Jinya, en historisk regeringsbygning, eller gå en tur gennem Sanmachi Suji, byens gamle kvarter, kendt for sine velbevarede træbygninger og hyggelige atmosfære. Her er det oplagt at besøge et af de lokale sake-bryggerier. 

Er I på vej videre fra Takayama, er det oplagt at fortsætte jeres roadtrip i Japan og køre nordpå mod byen Kanazawa. Det er en køretur på cirka to timer. Undervejs kan I stoppe i landsbyerne Shirakawa-go og Gokayama, der er kendt for sine sjældne bondehuse, der er på UNESCOs Verdensarvsliste. Giv jer også tid til at køre Hakusan Shirakawago White Road, hvor der venter jer de flotteste panoramaudsigter.

Kort

Vis på kort