Minyon Falls i Nightcap National Park

Oplev et 100 meters fald ned i subtropisk regnskov

Har du brugt nogle dage med surfing og afslapning på strandene ved den festlige kystby, Bryon Bay, er det måske tid til nye oplevelser. Vi kan varmt anbefale en dagsudflugt til vandfaldet Minyon Falls, der ligger midt i Nightcap National Park, kun 40 kilometer fra kystbyen. Her kommer du til et imponerende vandfald, der falder ud over dramatiske klipper og ender 100 meter nede i en frodig dal i den subtropiske regnskov. Fra udsigtsplatformen, der er omgivet af australske eukalyptustræer, kan du nyde synet af vandfaldet, og på en klar dag, kan du se hele vejen ud til kysten.

Skal du have det fulde oplevelse, bør du begive dig ud på den 4,5 kilometer lange vandrerute, der fører dig gennem et tæppe af grønt og ned til bunden af Minyon Falls. Det er fantastisk at se solens stråler bryde igennem trækronerne og lave et skyggespil på den fugtige jord og ved vandfaldets fod, kan du mærke vandets kølige brise. Ruten er populær blandt både lokale og turister, så du er sandsynligvis ikke den eneste på ruten.

 

Kort

Vis på kort