Isle of Mull

Eventyrlige oplevelser på den næststørste ø i de Indre Hebrider

Har kør-selv-ferien gennem Skotland bragt dig til Oban, er det oplagt at tage en dagsudflugt til Isle of Mull - det er som en rejse ind i et eventyrlandskab. Her vil du opleve noget af det vildeste kystlandskaber, atmosfærefyldte landsbyer, slotte og skønne sandstrande.

Tag færgen fra Oban, og inden for en times tid vil du ankomme til byen Craignure på Isle of Mull – den næststørste ø i de Indre Hebrider efter Skye. Sæt GPSén på Duart Castle, der ligger ca. 10 minutters kørsel fra færgen. Slotte står stolt på en klippe nær kysten med en pragtfuld udsigt mod The Sound of Mull og det skotske fastland. Brug lidt tid på at gå en tur langs de små stier, og sug alle indtrykkene til dig – måske spotter du en havørn eller sæler, der boltrer sig i havet nær kysten.

Farverige Tobermory

Hvis du fortsætter ca. 40 minutter mod nordvest, dukker Tobermory op – en hyggelig lille fiskerby, der specielt er kendt for sine farverige husfacader. Parker bilen og tag en slentretur langs vejen, hvor husfacaderne reflekteres i vandet, og videre mod den naturlige havn. Stop op ved det lille Mull Museum, der rummer øens historie. Nyd evt. en frokost på en af restauranterne, der lokker med lækre lokale delikatesser såsom røget laks og cheddarost. Tag videre til Tobermory destilleri, hvor du kan få en rundvisning og smage på de gyldne dråber.

Hvis tiden er til det, kan du fortsætte ca. 15 minutter mod nordvest, hvor Glengorm Castle står majestætisk med udsigt over Atlanterhavet.

Efter en lang dag fyldt med indtryk, kan du begive dig tilbage til Craignure og tage færgen til Oban. Har du tiden til det, kan du fortsætte eventyret på Isle of Mull, der gemmer på endnu flere oplevelser. På den sydlige del af øen ligger der fx den unikke klippeformation Carsaig Arches og Moy Castle.

Kort

Vis på kort