Californiens kyst og Hawaii
15 dage Fra 28.159 kr.
Der er noget magisk over Haleakalā National Park, når du står nær besøgscenteret og bliver vidne til en af verdens måske smukkeste solopgange. Når solen begynder at vise sit ansigt over horisonten, og dens stråler begynder at skære sig gennem skyer og tåge, fremtrylles stærke orangerøde og lilla nuancer over vulkanens krater. Og pludselig giver navnet Haleakalā mening, der meget rammende betyder "Solopgangens hus" på hawaiiansk. Efter det betagende syn kan du begynde at udforske nationalparken, der består af alt fra golde ørkenområder, der minder om et goldt månelandskab til de frodigste regnskove.
Den bedste måde at opleve den spektakulære nationalpark- og biosfærereservat på, er til fods med- eller uden guide eller på en ridetur. Her kommer du gennem gamle skove, og de vulkanske stier åbner op for en verden af unikke planter og dyr. Hører du til de eventyrlystne, tilbyder parken også cykelture ned ad de stejle kraterstier og stjernekiggeri på 1. klasse, når natten falder på.
Husk at respektere nationalparken. Den er et helligt sted for hawaiianerne, der stadig praktiserer kulturelle traditioner på toppen. Der er også flere udryddelsestruede fugle som Hawaiian Honeycreeper og flere indfødte skovfugle.
Nationalparken, der dækker et areal på 122 km², domineres af Haleakalā-vulkanen med sine 3.055 meters højde. Du kan spotte den fra de fleste steder på Maui. Selve krateret er 11 kilometer i diameter og frygtindgydende 700 meter dybt. Fra byen Kahului er der en lille times kørsel til Haleakalā National Parks besøgscenter.