Commanchio - lille Venedig

En by med kanaler

Commachio er en by med historiske aner tilbage til etruskerne og gallerne, men blev tidligt en del af det ekspanderende romerrige. Senere har Camacchio været underlagt gotere, longobarder, frankerne, venetianerne samt Pavestaten før den i 1866 blev en del af kongeriget Italien. En omskiftelig historie, der meget godt afspejler den italienske historie.

Placeringen i det flade område ved udmundingen af floderne Po og Reno i bunden ad Adriaterhavet betød, at fiskeriet tidligt var byens hovederhverv, og således har det været op gennem årene.

Byen ligger på et utal af småøer, hvilket er årsagen til det idylliske kanalnet, der leder tankerne hen på den nærliggende Venedig, og Commanchio har med rette fået tilnavnet lille Venedig. Der er dog en stor forskel, som er behagelig for de besøgende, da der langt fra er samme turiststrøm som til den bymæssige større navnebroder.

Byens kendetegn er Trepponti broen, der dateres tilbage til 1630’erne. Broen går over 4 kanaler, der mødes og med fem brede trapper giver broen adgang fra alle sider. Broen har undergået forandringer gennem tiden for at forskønne den allerede smukke bro, og mest synligt er i dag de to vagttårne ved de bagerste trapper samt søjlerne placeret øverst på de forreste trapper.

I dag er byen en fredelig og hyggelig oase for besøgende med historie, smukke bygninger og kanaler samt muligheden for at komme ned i tempo.

Sidste stop for en dansker med victoriakorset - Anders Lassen

Anders Lassen er en af de få danskere, der har fået tilkendt den højeste britiske hædersbevisning for heltemod, Victoria Cross, for sin indsats under 2. verdenskrig. Og det var den 9. april 1945 – dagen for Danmarks befrielse – at Anders Lassen faldt netop under et fremstød mod Comacchio.

Anders Lassen forlod sin hyre på et dansk handelsskib for at melde sig til de allierede styrker, og han blev hurtigt tilknyttet de britiske kommandostyrker. Det var ikke det strikte og klassiske militærliv, der tiltrak Anders Lassen, men de friere muligheder i enheder som SBS – Special Boat Service. Her deltog han i kamphandlinger i Vest- og Nordafrika, det græske øhav og mod krigens slutning i Italien.

Det var her under et fremstød ved tangen nær Comacchio, at heldet slap op og Anders Lassen faldt paradoksalt nok i en af krigens sidste dage. Stedet er markeret med en mindesten på vejen SP1b, hvor kanalen til lagunen netop åbner op mod søen.

Anders Lassen er i dag mindet med mindesten i Italien, Israel, Storbritannien samt i Danmark med en buste i Churchillparken ved Frihedsmuseet og symbolsk hedder vejen til Mindelunden i Hellerup Major Anders Lassens Vej.

Kort

Vis på kort