Monterosso med de familievenlige strande

Cinque terres bedste strande

Monterosso er den nordligste by i perlerækken og den største af de fem byer. Her finder du Cinque Terres bedste strande, hyggelig kyststemning og en bred strandpromenade med farverige fliser og vajende palmetræer.

Byen er opdelt i to dele af San Cristoforo-klippen; den nye del med strandpromenade og den berømte statue Il Gigante, "kæmpen", og den gamle bydel med slotsruinen og de snoede middelaldergader. Gå ad klippestien, der forbinder de to bydele og oplev Monterossos borgtårn, der byder på en charmerende restaurant med borde på klippefremspringene og en storslået udsigt over det vuggende hav.

Uanset om du har vandret mellem alle Cinque Terres byer, gået en enkelt strækning eller er hoppet på toget, trænger du garanteret til at dyppe tæerne i det Liguriske Hav. I Monterosso finder du familievenlige sandstrande med stille vand, og med isbutikker og småcaféer langs promenaden, er byen en hyggelig pause for både børn og voksne. I højsæsonen kan I dog godt forvente, at strandene er (meget) velbesøgte; farverige strandstole flankerer kystlinjen og promenaden summer af isspisende børn og voksne.

Kort

Vis på kort