Midtvestens storslåede nationalparker
17 dage Fra 28.373 kr.
Inde i en gammel industribygning venter der et lille univers af smagsoplevelser. Og det kunne næsten ikke ligge et mere oplagt sted. For de trendy madsteder og cocktailbarer passer rigtig godt til kvarteret, det ligger i. RiNo er et gammelt industriområde, som inden for de seneste år har forvandlet sig til et hip kvarter, hvor unge og kreative har slået sig ned, åbnet gallerier og mykrobryggerier, udsmykket kvarteret med street art og sørget for masser af god stemning. Og det er som om, at Central Market opsummerer hele kvarteret rigtig godt med sine rå lofter, gamle gulve og sammensatte udvalg af mad fra forskellige køkkener.
Det første, der møder dig, når du træder ind ad indgangen er en summen. Læg mærke til, hvor fint de gamle originale detaljer, fra dengang bygningen stadig blev brugt til industri, spiller sammen med bygningens nye formål. Det næste, der møder dig er duften af friskkværnet kaffe, som blander sig med duften fra bageovnene lidt længere henne. Der er et liv uden lige. Ved de mange borde sidder studerende ved deres laptops ved siden af kærestepar, der nyder lidt koldt at drikke. Det er et perfekt sted at besøge, hvis du gerne vil mingle lidt med de lokale.
Central Market er et af det nye RiNo's hotspots. Det er et mødested for lokale, et udflugtsmål for andre og et virkelig hyggeligt sted. Gå i krig med hjemmelavet pasta, spis en lækker sandwich, snup en tacos. Eller hvad med en stenovnsbagt pizza? Der er masser at vælge imellem på Central Market. Det er et yndet sted for lokale, og her er da alt, hvad hjertet begærer uanset om du er ude efter morgenmad, frokost eller aftensmad. Ja, de har sågar også en cocktailbar, hvor du kan få rigtig lækre drinks. Uanset, hvad du er på udkig efter, så bør du starte ud med at slentre en tur imellem grøntsagsforretninger, chocolatier'er, bagerforretninger og kaffebarer.
Gør som 200.000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du modtager rejseinspiration og gode råd.