Palau Güell i Barcelona

Genåbnet pragtbygning af Gaudí nær Ramblaen

Navnet på gaden Nou de la Rambla får automatisk de røde advarselslamper til at tænde hos nogle. I mange guidebøger står der nemlig, at man - i hvert fald ikke ved nattetide  - skal begive sig for langt ned af den halvskumle gade i det meget multietniske kvarter, hvor kvinder af tvivlsomt erhverv og arbejdsløse mænd hænger på gadehjørnerne. Det blakkede rygte hænger ved gaden og kvarteret, der både kaldes El Raval og Barrio Chino, hvilket betyder China Town, selvom det ikke så meget er kinesere, der springer i øjnene.

En der for alvor slog kvarterets lumpenhed fast, var forfatteren Jean Genet, der i romanen Tyvens dagbog fra 1949 beretter om sit liv her med kvarterets trækkerdrenge, tyvebander og øvrige beboere - alle ”ildelugtende” og ”loppebefængte”, som han beskriver dem. I dag er sandheden den, at man sagtens kan færdes i kvarterets bredere gader som bl.a. Nou de la Rambla, blot det er med agtpågivenhed og helst uden for mange kontanter på sig, en dyr iPhone i lommen eller et fristende kamera dinglende om skulderen.

Palau Güell - et slot blandt pornobiografer

Før kasinoerne, bordellerne, pornobiograferne og drag-cabaretterne fra 1920´erne for alvor kastede rødt lys over bydelen, var El Raval skam et anderledes respektabelt kvarter. Faktisk så ordentligt, at rigmanden Eusebi Güell i 1886 hyrede den unge og dengang relativt ukendte arkitekt Antoni Gaudí til at bygge Güells drøm af et gotisk palads - Palau Güell - i gaden Nou de La Rambla blot et stenkast fra det langt mere kendte fodgængerstøg – La Rambla eller bare Ramblaen. Palau Güell er blevet genåbnet for offentligheden efter fem års restaurering, og bygningen, der er en af Gaudís mere specielle, er bestemt et besøg værd. Et af de fascinerende aspekter ved paladset er kontrasterne mellem det dystre og det muntre. I korridorerne og den 20 m høje kirkerumslignende opholdsstue er det især de dystre gotiske træk i form af kolde marmorsøjler, middelalderlig smedejernsornamentik og blyindfattede ruder, der dominerer. Det perfekte hjem for en lokal grev Dracula.

Frit spil for fantasien

Tagterrassen, der prydes af tyve farverige udluftningskanaler – alle forskellige og svulstige på hver sin måde – får derimod smilene frem hos de fleste. De giver associationer til både totempæle, fallosser og frodige svampe. Ejeren Eusebi Güell var i øvrigt greve, men det eneste ”blod” han ”drak” var den slavehandel i Amerika, der havde skabt hans rigdom. Güell foretrak at have sin faste bopæl i endnu mere statelige omgivelser uden for byen, og Palau Güll var derfor kun opført som gæstehus, hvor rigmanden kunne modtage prominente besøgende samt holde sociale sammenkomster og private koncerter.