Museo Automovilístico Málaga

Biler med mærkværdige historier

Har du benzin i blodet? Eller er du vild med designhistorie og luksus? Så er Museo Automovilistico Málaga værd at tjekke ud. Her er det ikke almindelige biler, der udstilles. Det er til gengæld de langt mere usædvanlige biler; dem med de gode historier i bagagerummet. Museet holder til i den gamle tobaksfabrik "La Tabacalera". Tobaksproduktionen stoppede i 2002, og bygningen er siden blevet elegant renoveret til formålet.

Museets samling består af 120 biler, men det er "kun" 91 af dem, der er del af den permanente udstilling. Oplev bilens udvikling fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag, når du bevæger dig gennem den kronologiske udstilling. Har du den mindste interesse for det firhjulede køretøj, er byens bilmuseum absolut et besøg værd, når den andalusiske kør-selv-ferie går forbi Malaga.

Privat kollektion

Bilerne er vintage, men de er på ingen måde noget, som "din far havde, da han var ung". Bilerne er i absolut luksusklasse og har på absolut ikke været hver mands eje. Derfor er det også fascinerende at se dem og forestille sig dem, der faktisk har ejet dem. Kollektionen er ejet af den portugisiske forretningsmand, Joao Magalhaed, der gennem de sidste 25 år har opkøbt dem verden over. De har alle en mærkværdig historie, og det er uden tvivl en af grundene til, at også personer, der på ingen måde er bilfanatikere, finder museet så spændende. Hver bil har sin helt unikke historie, som du kan læse om på enten spansk eller engelsk. Hvis du gerne vil have så meget ud af dit besøg, bær du kombinere dit besøg med en guidet rundtur. Her er et lille udpluk fra samlingen:

  • Renault France 1932 Model Nervastella er en surrealistisk jagtbil. Kraftigt inspireret af den surrealistiske kunstner, Salvador Dalí, åbnes dørene fx omvendt i den pansrede bil, hvor der også er huller til geværer i bagenden … ja, hvorfor ikke?
  • Cadillac "El dorado" USA 1959 En af kollektionens kronjuveler. Ingen anden bil repræsenterer "the American way of life" bedre, og denne model var da også Elvis Presleys favorit model.
  • Mercedes 540 k Germany 1937 Den mest værdifulde bil i kollektionen. Der blev kun produceret 447 biler af denne model og i dag er kun 50 af dem kendt. Det er en tysk bil, der blev brugt af Nazi-Tysklands ledere. Den, der er udstillet på Museo Automovilístico Málaga, er den, som transporterede Heinrich Himmler på hans bryllupsdag
  • Roll Royce England 1921 Det britiske aristokratis yndlingsbil til jagtture! Modellen var især en stor succes blandt kaptajnerne i den britiske koloni i Indien, som – tro det eller ej – brugte den til at jage bengalske tigre i.

Kort

Vis på kort