Adrenalin i Andalusiens natur
9 dage Fra 9.648 kr.
Alhambre (på arabisk; det røde slot) er et maurisk slot og fæstning, der blev bygget mellem 1248 til 1354. Dette vældige kompleks på toppen af en bakketop i centrum af Granada afkræver ærbødig respekt fra de mange turister. Og med god grund! Ikke nok med at bygningernes monumentale fremtoning i sig selv er imponerende, med en fantastisk placering med de højtravende Sierra Nevada-bjerge som dramatisk bagtæppe kan man næsten ikke tænke sig en bedre kulisse for Alhambra, der naturligt glider ind som hovedrolleindehaver blandt sydspanske seværdigheder. Det mauriske mesterværk er absolut et besøg værd, når kør-selv-ferien går til Andalusien.
Alhambra er maurisk byggekunst på sit ypperste og har haft skiftende funktion som fort og palads op gennem tiden, afhængigt af hvem, der har haft magten i den pågældende periode. Derfor fremstår Alhambra som en arkitektonisk mosaik af forskellige stilarter med elementer af renæssance i det ellers dominerende arabiske udtryk. Særligt Palacios Nazaríes og Palacio de Carlos V står i skærende kontrast til hinanden stilmæssigt – men med det til fælles, at de har løftet datidens byggekunst til overdådige højder. Fx er detaljerigdommen i Nazaríes smukke ornamentering helt uden sidestykke i Europa.
Mageløse Generalife ligger i tilstødning til Alhambra. Her var ønsket at genskabe paradis på jord, intet mindre. Velsignet med en landskabsarkitektur, hvor det er den rene poesi, som har materialiseret sig i en opulent dekoreret have, er Generalife lige så meget et besøg værd, som Alhambra. Generalife fungerede som sultanens sommerresidens og byder på et væld af fontæner, pavilloner, vandbassiner, træer, blomsterbede og stier, som smyger sig nænsomt rundt i de graciøse omgivelser.
”Det kan være svært at få fat i billetter til Alhambra og Generalife – køb i god tid forinden. Som et plaster på såret findes der flere gode udsigtspunkter, fx Mirador de San Nicolas i Albaicin-bydelen, hvor Alhambras silhouette troner frem foran dig i al sin pragt.”