Granada

Bliv fortryllet af kringlede gader

Granada er en by med mange ansigter som vi absolut anbefaler at lægge vejen forbi, når kør-selv-ferien går til Andalusien. Forvilder I jer rundt i gaderne, vil I opleve den store variation af dufte, stemninger og kulturer. I Albayzín, et UNESCO-beskyttet netværk af smågader, summer det af mellemøstlige stemninger, og kvarteret Realejo emmer af sydeuropæisk charme. Paladset Alhambra repræsenterer det ypperste inden for spansk-islamisk kunst og er et lille paradis med den rislende lyd fra de fliseklædte bassiner, springvand og kanaler. Velkommen til Andalusiens måske mest mauriske by.

inspiration

Vidunderlige Alhambra

Du rejser først og fremmest til Granada for at opleve byens helt store hit, det mauriske mesterværk Alhambra og Generalife, der ligger i den nordøstlige del af byen. Alhambra-borgen ligner noget fra 1001 nats eventyr med et magisk brug af lys, vand, rum og en overflod af sirlige ornamenteringer. Her kan du bruge mange timer på at fortabe dig i tronsalene og gårdhavernes skønhed, men husk at reservere dine billetter på forhånd, da Alhambra med god grund er populær blandt turister. Mange betragter byen som verdens 8. vidunder og det er i hvert fald en helt igennem vidunderlig oplevelse.

Labyrintiske Albaicin

I Granada bør du også besøge de arabiske bade, El Banuelo, det arkæologiske museum eller kirken Iglesia de Santa Ana. Men det er særligt i bydelen Albaicin, der er en labyrintisk og meget stejl maurisk mosaik af krinkelgader, sjove butikker og pladser, at de arabiske drømme fornemmes i gadebilledet. Og får du slæbt dig hele vejen til toppen af den skønne og svært navigerbar by, venter der en fantastisk udsigt over Alhambra i horisonten og ikke mindst en kølig drink under parasollen.

Kort

Vis på kort