Vulkanen Etna

Siciliens temperamentsfulde dronning

Etna, der kom på UNESCOs verdensarvsliste i 2013, troner majestætisk over Siciliens østlige landskab. Når kør-selv-ferien går til den solrige ø, vil den karakteristiske silhuet komme til syne ofte. Den er med sine 3.323 meter Europas største aktive vulkan med et temperament, der svarer til størrelsen. Med et par års mellemrum lyser den som regel himmelen op med sit lavafyrværkeri, og de talrige udbrud har skabt et fascinerende landskab af kratere og grotter. Du kan komme helt tæt på, hvis du følger de snoede veje op ad Etnas side. Med fødderne plantet på de sorte lavasten er det svært ikke at blive fascineret - og skræmt - af Moder Jords kræfter.

Etna er et spektakulært naturfænomen

For foden af vulkanen vokser citrus- og vinmarker side om side med store figenkaktusser og oliventræer. Hårnålesving efter hårnålesving skifter landskabet sig og bliver mere og mere goldt, når de sorte lavasten tager over. Det hele fremstår lidt dystert og den knoldede overflade minder mest af alt om et månelandskab eller en scene fra en rumfilm. Der er koldt på toppen, og når øens temperaturer falder ved vintertid står det sorte i en underlig skarp kontrast til de snedækkede kratere.

Kør op til Rifugio Sapienza, der ligger i 1.900 meters højde. Herfra kan I vælge at tage turen videre op til fods ad den stejle skråning eller hoppe på den mere komfortable svævebane op til 2.500 meters højde, hvorfra de terrængående busser kører jer op til kraterne. Vulkanen har haft meget indflydelse på øen. Sicilien er notorisk frodig og naturskøn takket være den den næringsrige lavajord.

Etna for de eventyrlystne

Jo længere mod toppen I kommer jo kraftigere bliver svovllugten, der kommer fra jordens indre. Rundt omkring pibler de varme dampskyer op fra små huller i jorden. Etna er uden tvivl Siciliens største naturattraktion, og det er en kæmpe oplevelse at gå turen rundt på de gigantiske krateres kanter.

Overalt ligger der lavasten arrangeret i bogstaver tidligere gæster har lagt som små visitkort. Oplevelsen er for hele familien. De yngste kan sagtens være med, hvis I vælger at tage svævebanen op. Der altid er en smule køligere på Etna end på det øvrige Sicilien, men man kan leje lune jakker, når man kommer op. Den ulmende vulkan er bestemt et besøg værd, på kør-selv-ferien på Sicilien.


"Etnas lavastrømme har skabt særprægede grotter under jorden, som du kan komme ned i. De bedste er Gelo, Lamponi, Ladroni og Serracozzo. De sorte tunneller af lavasten er fantastiske og skræmmende at vade rundt i.


Kort

Vis på kort